289 / 657
277
grundsætning lød: „altid sørge for sin pligt, aldrig for
sin skæbne! Jo mere jeg sørger for hin, des mere sørger
Gud for denne, jo mere jeg er barn, des mere han fader.“
Men jeg havde næppe endnu ret fået øje for den.
På seminariet havde jeg godt af Mynsters skarp
sindige sjælelære, ellers ondt af hele resten; ti med
gamle stiftsprovst C la u s e n rådede endnu ånden fra
halvfemserne. Vi øvedes i a t deklamere, at skrive og
holde en prædiken og derpå resensere hinanden. En tid
søgte jeg a t læmpe mig fræm, i en prædiken „om for
dragelighed“ prøve på, hvor vidt jeg kunde gøre Clausens
krav fyldest og dog ikke træde min tro for næ r; men
det mislykkedes fuldstændigt, og den prædiken vilde jeg
ikke holde. Derefter skrev og holdt jeg en anden, som
jeg kunde stå ved. Den fik en yderst skarp dom, der
endog skal være ført til protokols; „den Gud,“ hed det,
„herr Hammerich tror på, er en blodtørstig tyran.“ Min
sidste prædiken gik det dog ikke fuldt så galt.
Vi katekiserede også, og jeg måtte blandt andet
høre stiftsprovsten give følgende oplysning. „Jesu navn
skal man i en prædiken kun sjælden nævne, at gøre det
oftere, er liélt overflødigt.“ „Dette stykke i lærebogen“
— det var nok stykket om forsoningen — „har ingen
videre praktisk nytte. Jeg siger derfor til børnene ikke:
„det må I ikke læse,“ at sige det, kunde netop gøre
skade; nej jeg siger blot: „det kan vi hurtigere gå over.“
Nuværende pastor P. Rørdam, som jeg den gang dog
ikke kændte videre til, deltog med i øvelserne. Hvor
ledes han slap igennem, kan jeg ikke sige, men mig var
de en sand lidelse, og jeg var oprørt.
Ved samme tid blev der på ny lagt mærke til
stiftsprovstens selvgjorte ændringer ved dåben, idet han
blandt andet lod forsagelsen falde bort; en fadder, en
smedesvend, gjorde indsigelse på stedet, han blev så
med magt slæbt uden for kirken. Københavns præster
havde andraget på ændringer i ritualet, hvorimod