284 / 657
jeg kunde det, fordi jeg vilde det. E fterhånden fik han
da munden på glid, og kom han re t i ånde, var det en
lyst a t høre på. Jeg drejede sam talen den gang gærne
hen på historiske og digterske genstande, der særligt lå
mig på sinde, og takker ham for mangt et lys, mangen
trøst, mangen sindrig, spøgende, karak teristisk ytring.
Sad man derimod tavs hos ham, kunde han til
gengæld sidde lige så tavs. Han mødte ikke som Harms
straks på pletten med et ånd rigt indfald, var i det hele
bange for at skrue sig op og give andet og mere, end
der for tiden rø rte sig i ham. Aldrig sagde han folk
behageligheder, langt snarere stødte han en og anden
for hovedet. Ved et teselskab hos Kristjan den 8de
skulde H. C. Andersen en gang forelæse noget, Grundtvig
gik sin v e j; det kunde Andersen ikke glæmme ham og
kaldte ham „en uartig gammel m and“.
En dag så jeg kommandør C. Wulf komme op til
ham, Grundtvig modtog ham ved døren, med piben i
munden, hvorved Wulf blev endnu mere forlegen, end
hans ærende i og for sig gjorde ham. Han skulde und
skylde en fejltagelse, indløben ved udgaven af hans faders
skrifter; Grundtvigs digt om Karen Bjørn var næmlig
optaget i den, fordi han fandt det afskrevet med sin
faders hånd og derfor mente faderen havde digtet det.
Grundtvig hørte på undskyldningen, sagde nu og da:
„ja så, så “ og ikke mere, bød Wulf ikke en gang længere
ind i stuen. Der fulgte et langt ophold, Wulf så ned
for sig, og jeg blev formeligt pinligt til mode, omsider
bukkede han og fjærnede sig.
Og som det gik Wulf, ha r det gået flere end ham.
Man kan derfor ikke undre sig over, a t især lægfolk
kunde være lidt bange, når de skulde op til en mand,
for hvem de nærede så dyb en ærefrygt.
Det var Grundtvigs kærlighed til K ristus og Norden
og hans mandige kamp, der knyttede mig til ham. På
ikke få punkter kunde jeg im idlertid ikke være enig med
272