279 / 657
dog,“ sagde jeg til mig selv, „nu i to samfulde år hen-
sløset dit liv med en utrolig sorgløshed! Alt for meget
har du ly ttet til Bornernanns spot over „kildehestene“
og mer end du burde tilsidesat det strenge h i s t o r i s k e
s tu d iu m ! Tag nu endelig en gang fat for alvor og tal
mere om det, vedkænd dig det for alle! Syslen med en
genstand, der kræver megen flid og møje, vil give din
ånd fasthed og hæve dig i andres øjne; derfor skal digt
ningen slet ikke opgives, det gøres ikke behov, tvært
imod vil den så først indtage sin rette plads.“
Endnu samme nat udkastedes en ny plan for studiet.
Ved siden af det almindelige overblik vilde jeg, efter
Schellings råd, „studere historien episk“, idet jeg gik ud
fra Ansgars og K ristjern den 2dens tid og lod mine
kundskaber samle sig om disse hovedpunkter. Jeg vilde
desuden høre forelæsninger for viderekomne hos Werlauff
og Engelstoft, derved blive kændt som historiker, få
breve med på min udenlandsrejse og bryde mig en bane.
H idtil havde jeg holdt mig tilbage og ikke haft sønderlig
omgang med de yngre, der studerede historie, undtagen
„den ebræiske Miiller“ ; de gik mig for meget ad den
slagne landevej.
Hvad jeg således havde udtænkt, blev nu sat i værk.
Engelstofts forelæsning over „historisk propædevtik“,
måtte, hvis jeg -mindes ret, udsættes af brist på til
hørere, og det samme havde nær blevet tilfældet med
W e r l a u f f s . Men jeg henvendte mig til Lindberg og
bad ham være med, det lovede han; senere mældte
Ploug og Rimestad sig, og for os 4 holdt Werlauff nu i
sin stue et foredrag over „nordiske oldsager“, oplyst
ved fræmvisning af en mængde billeder. Efterhånden
slog det af sig selv over til samtale. Vi spurgte, og
han svarede med den forekommenhed og jævne elsk
værdighed, der var ham egen. En særlig hensynsfuldhed
viste han, som det forekom mig, mod Lindberg; „herr
L indberg“ hed det først og sidst. Jeg smilede og tænkte
267