HammerichEtLevnetsløb

264

slå om stænderforfatningeD. Skønt grumme ængstelig

for enhver „ u ltra “ og for a t det ikke skulde gå „suti“

nok, som han sagde, var han alligevel til en vis grad

frisindet og varm bondeven i hin tids betydning af ordet.

Ved stænderforsam lingen i Roskilde tog han, når der

var gilde, altid en bonde under armen og snakkede

gammelt med ham, læ rte ham finheder, som a t spise is.

„Stænderne,“ plejede han a t sige, „få nu det samme som

København alt h a r fået i sine privilegier.“

Han h a r

efterladt sig en dagbog over disse hemmelige møder, og

ved hjælp af den kan man kaste et blik bag kuliserne

lige indtil det øjeblik, da champagnen åbner hjæ rterne,

og Stemann klapper ham på maven, „nå er man så mæ t“,

eller Ørsted omfavner ham med de ord: „jeg holder så

meget af Dem, Hammerich!“

Hos et folk, hvor almensansen længe lå i dvale,

m åtte forvæntningen om stænderne være uk lar indtil

løjerlighed; kun få havde nogen forestilling om frihedens

væsen, om de kræfter, den vilde kalde fræm, og de

pligter, den pålægger. Den jævne mand, ja mangen

dannet med, så ikke ud over hvad der lå dem for

næsen, men her væntede man igen de vidunderligste

fræm skridt lige indtil a t kunne slippe for næsten al skat.

E t eksempel må være nok. En væversvend hen

vendte sig til agent Voigt i Fåborg. „Må jeg ikke have

den ære at gratulere herr agenten som en af de mænd,

hvem vor Herre og hans m ajestæ t har sat til regeringen

for a t påsé fattige borgeres tarv. Og må jeg så også

tage mig den ærbødige frihed at anbefale vor stakkels,

trykkede væverprofession, som der, Gud hjælpe os, ikke

kommer sto rt ud af; De véd det selv, h e rre !“ „Ja, min

gode mand,“ svarede Voigt med et smil, „så meget det

står til mig, skal jeg nok sørge for, at De ikke blot

slipper for skatter, men endogså får penge oven i købet.“

Væveren forlod ham med et „Gud velsigne Dem“ og det

bædste håb.