HammerichEtLevnetsløb

at slå ham piben itu, mine h e rre r!“ De gjorde så,

manden kaldte imidlertid blot på kældersvenden: „en ny

kridtpibe!“ Den fik han og blev ved at læse.

Omsider var offisererne kede ad de drengestreger

og satte sig til at spille skak. Manden havde nu endelig

læst sin avis færdig, kradsede piben ud og nærmede sig

langsomt de spillende. „Herr major,“ sagde ban i den

roligste tone, „De véd nok, De bar fornærmet mig og

skylder mig som mand af ære oprejsning! I morgen

tidlig kl. 7 vænter jeg Dem derfor på et par pistoler,

mødepladsen er ved indgangen til skoven.“ Den sag var

i sin orden, og majoren måtte love at møde. Mandens

mærkværdige koldblodighed havde im idlertid gjort sin

virkning på ham, så ban fik kun en dårlig nattesøvn.

Næste morgen mødte ban til den vedtagne tid, og

hvor underlig blev ban ikke? Dér på pladsen holdt

lians modstander til hest i hollandsk stabsuniform, med

sin tjæner bag ved. „God morgen, herr m ajor!“ bilsede

Hollænderen, „jeg håber, De bar sovet godt; men due

nu Deres pistoler også noget? Her bar jeg et par, som

er udmærkede, vil De bare se!“ Og ban kastede noget,

man kunde skyde efter, højt op i luften, skød og traf;

på den måde afskød ban alle pistolerne og tra f hver

gang. Derpå blev de ladte på ny, og tvekampen skulde

begynde.

Hollænderen tilbød majoren første skud, dog gjorde

sekundanterne straks indsigelse mod et sådant brud på

gammel vedtægt, da første skud tilkom den fornærmede

part.

„Men jeg tillader det nu, mine herrer,“ sagde

Hollænderen, „højstærede må virkelig skyde først, eller

De kommer slet ikke til a t skyde!“ Majoren, der nu

var angst for alvor, modtog dette i grunden vanærende

tilbud og tog sigte. „Lavere,“ råbte Hollænderen, „lavere,

ellers går kuglen mig lukt over bovedet!“ Det skete,

majoren skød og skød fejl. Hollænderen tilbød barn

derpå et nyt skud, som ban modtog og a tter fejlede.

17*

2 5 9