267 / 657
255
ord. „Det yar grov kyvsomt! De havde it så til dags
vænted fremmed folk, derfor sædede det ittige.“ Eller
hun fortalte om katten „det sølle skind, der havde gjort
sig uren på gulvet; vi så det vel nok!“ Så snart vi
var over det, kom samtalen hædre i stand.
De kunde da spørge, hvor langt vi havde gået den
dag, og ytre, „det m åtte vel være et trælsomt gangende.“
Vi viste dem vore regnskærme og rejsekort; dér stod
byens navn at læse grangiveligt, ja vi kunde udpege
dem gården, hvori vi nu sad.
„Jøsses, det havde de
dog aldrig tro et var muligt; men se dér er jo også Pér
Hansens sted !“ Og nu blev vi i deres øjne „hele stads
karle“. Selv et lille sagn lod sig til sidst støve op, når
en tå r brændevin fik tungen løsnet; „den er it så ilde,“
kunde manden sige, „og vi har lavet den selv, har vi;
men ittige mine ord igen!“ Jyden har et mundheld:
„hur brændvin dov ka let en sølle minsk,“ og her gik
syn for sagn.
Da vi 1832 og 1833 gjorde fodrejser til Møen og
Jylland, som jeg h ar skildret i „Skandinaviske Rejse
m inder“, var vi alt mere i øvelse og udbyttet blev ikke
ringe. Det var mig en indledning til den måde, hvorpå
jeg siden i Sverige og Norge studerede folkelivet. Hos
os begge ha r sådanne vandringer efterladt glade minder,
fordi vi passede sjælden godt sammen til dem og søgte
det samme.
Undervejs på turen, eller når vi lå på landet, blev
der t e g n e t efter naturen, og Scheuermann efterså og
rettede tegningerne. Jeg gjorde nogen fræmgang, og
min broder endnu mere; lidt efter lidt udvidede jeg
herved mit syn for det malerske, lærte og at give de
digterske billeder en fastere form. Heller ikke blev
sam taler med* Konstantin Hansen uden frugt, han spiste
hos os en dag om ugen. Studiet på vore billedgallerier,
det nye på Kristjansborg og det moltkeske, vedblev jeg
imidlertid med og mældte mig ind i kunstforeningen.