268 / 657
256
Hvert forår i denne tid led jeg et par måneder af
koldfeber. Det gjorde m it l u n e f u l d e væsen endnu lune
fuldere, og der var mere end almindelig uro inde, skønt
jeg vel nogenledes kunde skjule den. Var jeg ikke i
v i l d e r e d e med mig selv om livsopgaven? Lige som i
april måned skiftede vind og vejr adskillige gange i
døgnet. Så tyktes jeg mig fast og modig af karaktér,
og så en ussel pjalt. Så fandt jeg, der bode noget op
rindeligt i mig, og så bares det mig fore, som var jeg
et snyltedyr, der levede af andre og på andre. I så
danne øjeblikke kunde jeg føle mig tilin tetg jo rt, ja,
Sibbern bavde skildret det sandt; der kom tunge dage
og søvnløse næ tter, og jeg kunde blive angst for mig
selv. Det endte gærne med en vis tungsindig dvale
tilstand.
Snart lukkede jeg mig inde som eneboeren med for
agt for and re, i stille stolthed over en åndsrigdom,
ingen uden jeg vidste af a t sige — „ikke synes, men
være“ — . Og a tte r åbnede jeg huset og fræmlagde mine
arbejder for andre, bejlede til deres yndest, skrev i dag
bogen: „hvorfor dog denne evindelige grublen og rugen
over dig selv? Mindre idealske fræmtidsdrømme, mere
virkelighed, mere ædruelighed! Ud i verden, anstreng
dig tappert, nyd livet, gør blæ st; skaf dig trompetere,
der kan udbasune din ros og berede dig den stilling, du
e ftertrag te r!“
Nogle af disse fromme foresæ tter bleve også virke
ligt udførte, men midt under dem kunde jeg overraskes
ved nyt udbrud af en fantastisk natur.
Den selv
fordobling med et tænkende og et tænkt jeg, som er
nødvendig for bevidsthedslivet, slog om trent over i et
slags dobbeltgængeri. Jeg kreerede mig selv til „poeta
lau re a tu s“ og nød det lokkende i en sådan tilværelse.
Det tænkende jeg stod over for sin genganger, det tænkte,
det for øjeblikket endnu tilkommende jeg ; men min til
kommende var alt bleven en sto rhed, man overdængede