HammerichEtLevnetsløb

257

liam med ros, skrev om ham i aviserne og pegede på

ham på gaden, når han viste sig. Også jeg så op til

ham, tog hatten ydmygst af og forsikrede ham på ære,

a t den lykke, han gjorde, glædede mig usigeligt; så

nikkede han huldsaligt. Nej, hvor vi to dog lignede

hinanden! Alt løb rund t for mig: „men er jeg da Jeppe,

eller er jeg inte Jepp e?“ Først en dygtig latter over

mig selv jog gengangeren til dørs, den kunde han ikke

udstå. H. C. Andersen skulde digtet os et æventyr herom,

han kænder også til sagen af egen erfaring.

Dette m it aprilsvejr med skiftende hagl og solskin

er her måské skildret lidt overdrevent, men den rene

sandhed er den: selvsygen lurede overalt, smuttede bort,

kom igen under forklædning og lokkede overalt ind i en

drømmeverden. Drømmer eller nar vilde jeg dog nødigt

være. Hvor glad blev jeg derfor ikke, når jeg kunde

hæve mig over disse stemninger, og med en let blanding

af ironi og humor tog livet som det vilde falde, folk

ligeså og færdedes imellem dem. „Al verden går om

kring i en grøn kasseking, i sin grønne kasseking går

al verden omkring.“ Denne vise fra min barndom ud

trykker om trent, hvorledes jeg så følte mig stemt.

Heldigvis indfandt de gode øjeblikke sig dog ikke så

sjælden, og idet tanken om s e lv o p d r a g e ls e som pligt

blev stæ rkere hos mig, virkede den gavnligt også i den

henseende.

Alt dette hang sammen med det nye syn, jeg fik for

p r a k t i s k liv og en fast livsstilling, „man lever ikke af

fuglesang alene.“ Så tit havde jeg smilet af fader, når

han talte om de ting, indtil jeg endelig med ét blev vår,

han dog i grunden havde r e t ; ideen måtte og skulde

klæde sig i kød og blod, ensomt at svælge i den, duede

ikke. Godt var det, jeg for alvor blev det vår, det var

ellers kommet vel vidt på den gale led, fader i sin god

modighed havde vist hjulpet os for meget i det prak

tiske liv.