266 / 657
254
gælder det; hele mennesket bliver instinkt. A tter en
ting, det var godt a t mærke sig, på alle om råder har
in stink tet sin vigtighed, og havde jeg ikke haft noget af
det, havde jeg løbet endnu mere vild, end jeg gjorde.
Endelig blev nu min hunger efter en bjærgegn
nogenledes stillet. Vor første udvandring gik til Høganæs
kulgruber og Kulien; det var bjærgliv i det små, men
dog bjærgliv. Året efter var vi i Vejle-dalene med deres
åer og boblende, springende bække, og på Himmel
bjæ rget: en egn uden vej og sti, endnu i sin oprindelige
vildbed, den vildhed, jeg længtes efter, og helt menneske
tom, som en sådan skovørken kan være det. Kun af og
til så vi røgen fra en kulmile og en arbejder derved,
en træskomager i sin bytte a f græstørv. Og et enkelt
øksebug, en drossel, der slog, lyden ffa hyrdens tude
horn, bjældeklang fra køerne, der græssede nede i
skoven, var de eneste toner, der afbrød stilheden, tit
med lange mellemrum. Ikke én rejsende mødte vi, så
ukændt var egnen.
Det var første gang, jeg rejste for f o l k e t s skyld
tillige; det jævne, djærve landsmål, det menige folk i
dets daglige liv og færd, måtte jeg kænde, jeg elskede
det og håbede på det. Jeg havde udkastet planen, og
min broder gik gærne ind på den. Vi søgte altså med
flid natteherberg hos de jydske bønder. Man tog os på
grund af ranslerne af og- til for „rejsende, ittige af de
hier regiion“, handelsjøder, og lid t treven t gik det da,
man var angst for, „vi skulde sm itte dere senge“.
„Hvor er de godt folk fræ ?“ var spørgsmålet, når
vi bankede på ved aftens tide, og hundene var bragte
til tavshed. Så blev der sét på os fra øverst til nederst,
manden gik ind „at høre sig for hos vor m or“, langt
ophold; hun kommer med hosen, hun bandbpå , og titte r
gennem døren, en pige fniser. Men vi slap dog inden for.
„God aften,“ sagde vi, „Guds fred og god aften,“
svarede „vor m or“, kunde vel og give sig luft i et p a r