261 / 657
249
velvillig modtagelse, også hos min brodér og den skarpeste
kritiker, Bornemann.
Martensen gik héit og fuldt ind på det, „en spekulativ
verdensbetragtning,“ sagde han, „lærer os, at hvert talent
gør sin nytte i verden; man skulde derfor ikke alt for
ængsteligt sørge for den dag i morgen.“ Han gengældte
også min fortrolighed og viste mig et digt af ham selv,
han vist ikke ha r meddelt ret mange; det var et slags
romangse, smukt holdt i en tungsindig tone. Til sidst
bad jeg min broder bringe Sigurd Jorsalafar til Sibbern,
i hvis hus han jævnligt kom, og Sibberns dom lød lige
ledes opmuntrende. Jeg fik nu mere tillid til mine
ævner, var også kændeligt stegen i mine venners øjne
og sto lt med deraf; det blev jeg kun altfor let, så jeg
drømte store drømme. At fader holdtes fremmed for
hele denne side af mit liv, er en selvfølge; den kunde
ikke være ham til nogen glæde, lige så lidt som ællin
gernes svømmefærdighed er det for den høne, som har
udruget dem.
De h i s t o r i s k e studier drev jeg for alles øjne på
bibliotekerne og hjemme, skønt alligevel i førstningen
ikke uden en vis blanding af hang til at holde dem
hemmeligt, fordi jeg ikke var fuldt sikker på mine ævner,
af undselighed og dog stille stolthed. Somme tider kom
det temmelig kejtet fræm. En dag overraskede Lorens
Kilde mig, som jeg sad fordybet i Langebeks foliant,
scriptores; „hvad er det da for en stor bog, De dér
h a r? “ spurgte han.
„Å, det er bare en historisk bog,“
sagde jeg og lukkede den hastigt i. „Å! barestens!“
gentog han med et smil, „man må sige, ungdommen er
i vore dage både meget flittig og beskeden.“
Jeg havde købt mig disse langebekske folianter og
fået dem re t inderligt kære. Yore arkiver og brev
skaberne dér kændte jeg endnu ikke og altså heller ikke
de alleroprindeligste af de o p r i n d e l i g e k i ld e r . Men
hvad der lå for mig, gjorde et indtryk i slægt med det,