258 / 657
246
af det sanselige. Oehlenschlågers forbillede er kændeligt
her så vel som i flere m indre digte, mens jeg i andre
ha r dannet mig efter folkevisen i „des Knaben Wunder-
ho rn “, på ny optagen af Gøthe og Clandius. Til et af
dem satte jeg tone, min broder ha r ligeledes komponeret
småting. E t lille digt „Fr-ejr får Alfhjem“ vil oplyse,
om der dog ikke, trods alle mine forbilleder, rø rte sig
noget ejendommeligt hos mig; det er en selvdigtet myte.
I Sverige hist ved søens bred,
i hulen, hvor kilderne sprude ned,
dér ligger ung F rejr en ju lenat,
halft blundende, stakkel, af tå re r m at;
Njords døtre vugge ham, bølgens møer,
og hylle ham i deres skumhvide slør.
Nys gynged de ham til Nordens ø,
den lange vej over salten sø,
fra Sydens dejlige blomstervang,
hvor født han var, mellem pinjers hang,
og lagde ham her under klippetag,
hvor kun istapper hænge, lag ved lag.
De nynne for ham en vuggesang,
som vårlige vandes sus den klang,
gennem tå re r smiler den lille gud,
og smilet, til stråler det folder sig ud,
de hopper om ham, formed’ til krans,
genfunkled’ af isen med regnbuglans.
Og lokket af sang og stråleskin
en Lysalf hist og her sm utter ind,
de bringe glæden og sommerluft,
med lune vinde, med blom sterduft;