256 / 657
24 4
Dæmpet lyder den mig fra hytten,
jam rende suk af vor elskede;
dødens n a t omslører den venliges øjenlåg,
mørkner det lyse blik.
Engle har du, himmelske Herre,
stråler ha r du, kølende, milde stjæ rn eb link ;
send os én, kun én, lad den sænke sig
morgenvarslende ned i natten !
Ak, forlad os e j !
A n d e n m o d s t r o f e .
Sidder du ikke hist oppe, Herre,
rund t omsvømmet af æ terglans?
Mer end den reneste sølvglød rene
flokke sig, boltre sig strålerne,
svulme, synke, danse, et lyshav bølgende;
smilende, barnlige
engleøjne fræm titte af bølgen.
Og du ta le r til strålerne, sender din guddomsrøst,
sødt det suser i dem som harpeklang,
ned de flyve til menneskens glæde,
bringe hjærtefred.
T r e d j e s t r o f e .
M i r j a m
(kommer ud,)
End a t håbe du vover, afsindige,
ser du ej himlen er tavs som graven, der
åbner sit mørke svælg for at sluge mig!
Vil og du forlade min dødskamp?
T r e d j e m o d s tr o f e .
In te t kæ rligt blik ser mine kvaler da,
ingen kærlig hånd leder min sidste gang,
ingen tåre væder min bitre vej ;
ene, forladt skal Mirjam vandre!