255 / 657
243
hvi læ rte jeg at die ved min moders bryst,
hvi døde jeg ej straks, alt før min fødsels stund?
Så lå jeg nu og slumred fast og havde ro,
der nede, hvor den største konges glans er slukt,
der nede, hvor den usle selv er stor som han!
K o r e t.
Din faders bud til hulebjærget kalder os,
men Schamai os trøsted, håb, veninde, håb!
M irj am.
Ak endnu blot et øjeblik! Dér glæmte jeg
mit smykke; smykket ofret jo vel være må,
med liljehvide lin og ringe, perler! Ja
de fattes ej, i tusindvis de svulme fræm,
omsno med lysmild tårekrans den blege kind!
(Går ind i hytten.)
Korsang.
F ø r s t e s tr o f e .
Salig, salig, jeg priser den,
hvem i de grønne palmeskygger,
dér, hvor kilden pibler af sandet fræm,
dér på sletten, hvor bøgende hjorder græsse,
Herren bygged et pavlun,
køligt i sommerens hede,
undte det sorgefri, stille liv.
F ø r s t e m o d s tr o f e .
Årle, når dag slår øjet op,
iler han bo rt fra bløden leje;
palmen suser sin hellige morgensang,
marken sender sin elskovsduftende hilsen.
Glad han går til sit dagværk,
sent, når aftenen dæmrer,
slumrer han ind med bøn til Gud.
A n d e n s tr o f e .
Ak, nu skuer jeg krigernes glæde,
glæden i tæ lt hos den brynjede!