250 / 657
238
Men vandet rinder tæ t ved, det skal læske mig,
så vil vi lege hvad vor Mirjam byder os.
M irj am .
Jeg tø rster og, men in tet vand kan læske mig!
K o r .
Kun på din brudgom tænker du, huldsalige!
M irj am .
N e j! J e r er det, som kalder tanken fræm bos mig,
I snakker så forblommet, jeg kun mindes barn.
Og kan jeg andet? Mon da dalens liljeknop
forglæmmer cederstammen, der skal vogte den?
Mon egetræets skygge glæmmer egen? Så
kan bjærgets jom fru beller ikke glæmme barn,
hvem vel mit blik kun én gang stjal sig til a t se,
men antilopekærligt evig stirre r mod.
Sig, søstre, hvor min elskelige tæ lte r nu?
Kan ingen luftning snige sig fra ham til mig?
Når drager ban ved klare faklers natteb lus
hjem med sin ungdomsfriske, tæ t tilslørte brud,
at åbne kyssende den lukte natviol,
der ved hans barm først ånde kan sin vellugt ud?
A n d e t k o r.
Vor herskerinde glæmmer jo sit forsæ t rent,
og tempelgaven! Skal vi ikke bringe den?
M irj am .
1 kære, gør kun som I vil, jeg vænter her!
(Andet kor går.)
Kom da, min Hanna, sæt dig ved min side, lad
mig re t en gang betragte, hvor du ligner ham!
Det milde blik — den ørnenæse — munden dér!
Kys mig, min pige, drømme vil jeg, det er ham!
Men han er mere mandig, mere sto lt og kæk,
og — bliv ej vred — , så er han også lid t mer smuk.
Kan du ej huske sagnet om vor stammefår,