247 / 657
235
hinanden gensidigt. Men under sådan syslen med det
små følte jeg re t længsel efter noget stort, efter at op
leve noget virkelig stort, der kunde løfte hele sjælen!
Godt eller ondt, lige meget, når det blot gav mig et
blik i det dybeste af livet. Så længe kunde jeg tænke
mig ind i det, til det stod for mig, som måtte det nød
vendigvis komme ind ad døren eller møde mig på
gaden en af de nærmeste dage. Og alligevel udeblev det.
I den a rt forøvelser, et sidestykke til malerens, der
ved enhver lejlighed bar papir og blyant på rede bånd,
deltog en student fra Sønderjylland, broder til nuværende
folketingsmand H ø g s b r o , et betydeligt menneske, men
fuld af høje tanker om sig selv, smagløs og sanselig
vild. Sibbern havde taget ham under sine vinger og
lovede sig ikke lidt af ham. Han havde åbent øje for
jydskheden i sprog og sæder, og i så henseende lærte
jeg noget af ham, mens han på den anden side med en
blanding af troskyldig glæde, og slet dulgt, godmodig
misundelse, om jeg kan kalde det så, kunde se på mine
lykkeligere forhold, der bragte mig ind i selskabslivet.
Jeg véd ikke, hvad han vilde givet for at være i mit
sted. Æ stetik studerede han med iver og vandt uni
versitetsmedaljen, dog dermed var det også ude; den
ære skruede ham op til en højde, som endte i vanvid.
Efter at han var kommen så vidt, opsøgte jeg ham endnu
et par gange og fandt ham vandrende rundt i sin stue,
uordenlig, skiden, rugende over de underligste drømmerier;
han var, mente han, idealets udkårne. En stor tanke
kunde med ét funkle fræm, dog kun for øjeblikkeligt at
blive borte i tågehavet. Jeg mærkede snart, her var
in tet at gøre, og måtte omsider slippe ham; men en
advarsel blev han mig om, hvad de store, skuffende
drømme om os selv kan lede til.
Det, jeg stræbte efter ved mine digte, var en inderlig
sammensmeltning af det kristelige og nordiske; lykkedes
den, vilde der være sket et godt skridt fræmad, så stod