244 / 657
232
jeg i verden
og verden i mig,
omfavnet, omfavnende,
et elskovssaligt,
himmelsk favntag!
Send min evigt stigende tø rst
den evigt læskende kilde!
Mine pap irer vrimle med planer uden orden og
sammenhæng, udkast, stemninger, s t u d i e r af sjælelivet.
Dels gjorde jeg studier af mig selv, dels af mine næ r
meste, i min familje, i sådanne øjeblikke, da alle skranker
falde og det rent menneskelige træder fræm, i ulykkens
timer, når en fader, en brodér rives fra os; dels gjorde
jeg også studier hos fremmede.
Jeg kunde da iagttage sorgen i dens mangehånde
afskygninger: hos min troskyldige tan te Salling næsten
som et barns sorg; hos Boesens den stille, indeklemte,
nagende sorg, men en sorg ikke uden håb ; hos en af
Kaufmanns døtre, hvis mand døde, verdenssorgen, for
tvivlelsen nær, hvor sukkene halvvejs lød som klager
mod Gud. Onkel Salling døde, stæ rk t pietistisk bevæget,
og lod på sit yderste børnene skrive ham deres tros-
bekændelse, som han vilde have med i graven. Faders
gamle tan te, der sit sidste år havde fået små nye tænder,
som børn få dem, sov hen, fordi der ikke var olje mere
i lampen; endnu på sit yderste var hun den gamle, lune
jomfru.
Når jeg færdedes mellem folk, på rejser og spasere*
turej havde jeg øjnene med mig. I kongens have, Køben
havns store ammestue, studerede jeg børn og tjæneste-
piger, ved Gammelstrand fiskerkoner; i Nyboder, hvor
balsam ine og geranium stod i hvert vindue, eller på
skibspladserne eller ombord studerede jeg matroserne,
der blev m it yndlingsstudium, på Frederiksberg og assi
stenskirkegård småborgerne, når de spiste aftensmad i