249 / 657
237
Denne dom, afsagt på stedet, tro r jeg er en, efter
omstændighederne re t snnd dom, kun vilde jeg nu i
steden for „svulst“ sætte „yppighed“. Oehlenschlåger
havde genoptaget den græske form af dramaet, i de spor
tråd te nu jeg, og temmelig hjemme i mit gamle testa
mente, brugte jeg dets rige billedsprog; også en påvirk
ning af Sakuntala er jeg mig bevidst. Mirjam, Jeftas
datter, fræmstilles som en frisk, troskyldig, elskværdig
ung pige, en karaktér, der ofte har foresvævet mig. Nu
véd jeg, den dannede sig væsenligt af indtryk, jeg gæmte
på fra Riborg Voigt, men den gang vidste jeg det ikke.
Faderen Jefta er en helt, hovmodig, vild og indesluttet
i sig selv; adskillige træk her kunde jeg hente fra min
egen natur.
Jeg vil til prøve meddele et par brudstykker, hvori
Mirjam optræder.
(Ved hyrdehytterne og elven; Mirjam og koret af israeli
tiske piger vænte på Jefta og hans hær.)
M irj am.
Den lille fugl der oppe har det godt, hun kan
dog se sig mæt på hæ ren; men vi stakler her
forgå af lu tte r længsel næsten. Ak, man tør
ej gå en gang i møde; det var dog lidt trøst!
E r I til sinds som jeg, så lad os stræbe rent
at glæmme dem! Kom, lad os i det bløde græs
os lejre, kom dog! Men hvad skal vi lege først?
K o r e t .
Det dufter mig bedøvende fra busken d é r !
M irj am.
F ra Dudaims u rt? En liflig duft for Grileads mø,
forfriskende, som elskovs åndepust, min kind!
K o r.
Mig plager tørsten, hvor det dog er lummert her!