254 / 657
242
M ir j am.
Søde håb, nej falske håb!
Skyggerne vokse,
solen synker,
stille! —
Den lange palmeskygge rækker efter mig!
Du stolte sol, est du så træ t? O, våg en stund,,
oplys m it kære Gileadsbjærg for sidste gang!
K o r e t.
For sidste gang? H ar vor veninde dræbt alt h å b ?
M ir j am.
Dér står min myrte, med sin krone herligt hvalt!
Så mange kranse yded den mit sorte hår,
selv tørstig, dog min stamme først jeg vandet bød.
O, sørger for den, a t den ikke savner mig;
lov mig kun det, og send så stundum bud derom!
K o r e t.
Send bud, send bud! — Nu, elskte, håber du igen!
M irj am .
Kom til dig selv dog, Mirjam! Bud ej n å r dig dér,
i graven, i det store, mørke dødninghus;
did ned du skal, en vandring bli’r det, rædsom, lang!
Hunfuglen tab e r sine korn og stirre r stift
til afsked på mig; selv sin han, der kvidrer hist
på kvisten, ej hun svarer. — Ha min brudgom! J a
han får at vælge sig en anden brud! Nej, nej,
det dræbte mig endnu en gang i dødens dal! —
Men hvis han fulgte mig og steg i graven ned?
Den mugne hule myrded elskovs hele fryd,
kun ormen dér sig fryder med sin hjærtenskær!
Alene må jeg did, hvor morgen selv er nat.
Som skyggen af den snare sky min ungdom svandt;
ha, hvorfor skål jeg pines først på m arterbål,
hvi skued jeg den skønne jord, det hulde lys,