257 / 657
245
K o r .
Nej, jeg følger dig, håbende, trøstende.
M ir j am.
Følger du mig?
K o r .
Rug blot ej over din sorg som den gærrige!
M ir j am.
Ikke ruge!
K o r.
Stift hun stirrer, Mirjam, sig, kænder du os?
M irjam .
H elt vel jeg kænder jer!
I er de hvidklædte
sorgens kvinder,
snart skal I græde
over mit lig!
Det var dog kønt, vi den gang tvætted vore lin!
De skinne på je r så dejligt hvide! —
Ha, sol sig sænker
tiden lider;
af sted!
K o r .
Ye mig, ve, tør jeg håbe nu?
(Alle gå.)
Jeg lod dog dramaet ikke ende med ofringen af
Mirjam, derimod med at hun blev tempeljomfru.
Med m it andet drama „A n s g a r “ var jeg endnu
mindre til freds end med Jeftas datter. Også i det
dvælede jeg ved enkeltheder til skade for helheden,
historien hindrede det digter ske i at komme til sin ret,
og der var mig ikke dramatisk handling nok. S ig u r d
J o r s a l a f a r er et slags kristnet Helge, ikke uden spor
Slutningssang.