252 / 657
240
F ø r s t e k o r.
Ye mig! Ti med den grumme tanke, skæmt ej så!
M ir j am .
Og bølgen i sit mørke favntag tum led mig,
i siv indsvøbt, som vandets lilje dødningbleg!
F ø r s t e k o r.
Jeg tror, jeg sørged mig til døde, pin mig ej!
M irj am.
I er dog re t naragtige! Hvor kan I da
nu græde? Jeg forlade dette skønne liv,
det unge håb, der elskovssaligt dufter migi
Jeg bliver næsten hélt beklem t ved tanken blot.
(Mirjam, oldingen Scbamai og ko ret; Jefta ba r nu mødt
hende og svoret på, hun skal være hans offer for
sejren til Jehova.)
M ir ja m .
Nys glæmte jeg Jehova, nu han glæmmer mig!
S c h a m a i.
Vær trøstig, barn, og bed til stjærnehærens Gud!
Hans styrkes engel på sit strak te vingepar
skal bære bønnen til hans strålek lare stol.
M irj am .
Ak, hvordan ser en engel ud da, Schamai,
tro r du, der er af dem, hvor Mirjam nu skal hen?
S c h a m a i.
Bed, Mirjam, b e d ! Måske Gud Herren hører dig.
M ir jam .
Nej, graven er så mørk, og englen er så lys,
dér kan ej engle trives ! Og så skal jeg bo
imellem lu tte r m atte skygger, ve mig, ve!
Jehova har forladt mig, bede kan jeg ej.