248 / 657
det for mig. At a lt de ældste gotisk-kristelige skjalde
stilede derefter, vidste jeg ikke. De fleste af digtene tør
jeg nok kalde hjæ rteudgydelser, jeg kunde ikke andet
end skrive dem, hvis jeg vilde have fred. Inden jeg tog
fat på æmnet, havde jeg gennem tænkt det nøje, også
den historiske side af det skulde komme til sin ret.
Selv i drømme kunde det forfølge mig og forme sig;
indholdet af en sådan drøm t novelle findes mellem mine
optegnelser. Med udarbejdelsen gjorde jeg mig al den
flid, der stod i min magt, og sparede navnligt ikke på
filen; fødselsveerne var ofte ikke få.
Af større ting skrev jeg i disse år to dram er, Jeftas
d a tte r og Ansgar, lige så en romangsekreds, Sigurd
Jorsalafar. In te t af dem h a r været trykt, det var kun
øvelser; jeg havde selvdømme nok til at se det og se
det i samme øjeblik, jeg lagde sidste hånd på arbejdet.
Med skildringerne af det ydre, det synlige, var jeg nogen
lunde til freds, sjælelivet derimod, som jeg ellers havde
sans for, fandt jeg alt for tilbagetrængt og tegningen af
det tit farveløs. Undertiden forekom det, jeg havde
skrevet, mig endog inderlig flovt.
E t eksempel vil oplyse m it selvdømme: om „ J e f t a s
d a t t e r “, et drama i græsk stil med korsange, heder
det i min dagbog for september 1831 som følger: „Midt
i måneden blev det færdigt og har vist mit kald til
poesien, men tillige min nærværende udygtighed til den
dramatiske. Det episke, især idylliske hersker i dets
bædre p a rtie r; for resten er der svulst nok i hele an
lægget og også i flere enkeltheder. Det skal lære mig,
først grundigt at udkaste en plan, lægge vind på den
psykologiske sandhed, og ikke så nøje overveje hvert
enkelt ord, men des mere helheden. Jeg var egenlig
kun begejstret af fabelen og Jeftas datters, Mirjams,
k a rak té r; derfor blev det øvrige dårligt. Man må ikke
udvikle mere af sin begejstring, end der nødvendigvis
ligger i den.“
236