245 / 657
233
det grønne. P å kunstudstillingen studeredes vore damers
smag for kunsten og mærkværdige sværmeri for por-
træ te t: „nej, Gud, hvor hun dog er sød! Og sikken en
talje! Synes du ikke, at han dér ligner Kristjan meget?“
E t særegent studie var nutidens nomader, der måtte
opledes i Ordrups-mose eller andre moser i omegnen;
for øjeblikket er de talrigere end den gang. Det er
fattige inderster, mest nok fra tørveegnene ved Birkerød
hvor de tage vinterophold. Når tørvetiden kommer,
læsses a lt indbo på en kærre med en ussel krik for, og
familjen går på vandring til sin sommermose, som i
Norge til sin sommerstøl. Her vænter jordhytten, under
tiden blot en hule ind i bakken, arnestedet er gærne et
hul for sig selv, og fuldt er der af pjalter, som hænges
ud til tørring, og usseldom, gøende småhunde og små-
glutter, mens krikken og kærren, fader og moder og de
større børn er ude på tørveskær. Især langs det humle-
rankede Dyrehavs-hegn træffer man hytte ved hytte,
ligesom hele småbyer, der i frastand kan tage sig meget
malersk ud, når røgen står lige op i luften mod skoven.
Tit har det moret mig at vandre dér omkring og snakke
med folkene. Klager har jeg hørt nok af, men også
udbrud som: „De véd ikke, hvor vi er lykkelige!“
Hvo der kom i nærheden af mig, skulde se sig vel
for. En dag spaserede jeg med en ung dame, himlen
var så dejligt blå. „Hvem der dog havde en kjole af
den ku lø r!“ udbrød hun; ytringen blev straks ført til
bogs. Særlinge tog jeg, hvor jeg tra f dem, om det så
end var blandt de læsende på kongens bibliotek.
Mellem mine optegnelser fra disse studier findes en
del, undertiden lidt saftige historier om matroser og
fulde folk. En enkelt til prøve! E t par drukne mennesker
komme sent hjem med opknappede veste og hinanden
under armen, den ene falder i rendestenen og ligger og
roder dér. Endelig slipper han op, og, tilsølet som han
er, tænker han på, hvor godt det nu kunde være at få