242 / 657
230
vække mig til syner
om din herlighed!
S i b b e r n blev mig nu, som jeg alt b a r om talt det,
en vigtig mand. Disse friske, tankedybe forelæsninger
over metafysik, æstetik, patologi, kristelig filosofi kunde
jeg fuldt følge med, skønt mine ævner ikke lå for
spekulationen; også Zeutben, Laub, Bornemann, Birkedal,
Martensen, min broder var bland t tilhørerne. T it bares
det mig fore, som tankerne fødtes i barn på stedet,
mens han dér stod for os og drejede på en lille lap
papir, fordybet i sin indre verden. Han ta lte med os
ligesom i al åndelig fortrolighed. Navnligt glædede hans
p a t o l o g i mig — jeg tror, den tog to halvår — ; hvor
mangt lys kastede han ikke ind i sjæledybet over det,
der rø rte sig inde! Ikke sjælden blev det en skildring
af hvad jeg selv havde oplevet, og et drag til Kristus
gik gennem det hele. Povl Møllers forelæsninger over
den nyere filosofis historie hørte jeg også.
Mine d i g t e r s k e arbejder gæmte jeg længe for
andre som min hemmelighed; det m åtte først stå mig
klart, om der lå nogen virkelig ævne bag disse, tit så
vilde ungdomsdrømmerier, jeg har fo rtalt om. Den
skare poeter, hin literæ re tid fræmbragte, ba r jeg ingen
agtelse for, en sådan vilde jeg med min æresyge nødig være.
Ja, jeg tilstå r det, jeg følte formeligt et slags tilfreds
stillelse, når en digter blev h å rd t medtagen af k ritiken ;
kunde jeg ikke blive Aleksander, vilde jeg være Diogenes.
Hvor meget jeg end kæmpede mod faders betragtning
af digtekunsten, har den alligevel måske dog sm ittet af
på mig: i alt fald havde en tid, der gik op i æstetik,
ikke for mig nok af sædelig alvor, og jeg følte, min
springske indbildningskraft m åtte tøjles.