HammerichEtLevnetsløb

268

ved mig selv: „han er vel aldrig bange for at komme i

b lad et?“ Foredraget var grundmuret, som den mands

lærdom altid, og gav os i sammenhæng det, man den

tid vidste; meget var det jo ikke, når man sammenligner

det med overfloden i vore dage.

Jeg hørte ellers også forelæsninger i en hel anden

retning hos S i h b e r n og E s c h r i c h t . E schrich t læste

over det menneskelige legem, et slags populær anatomi,

selv et kadaver lagdes på bordet og blev anatom eret.

Man kænder hans ævner til foredrag, og en talrig til

hørerkreds fulgte det, ofte med mere end almindelig

agtpågivenhed.

Til dels i forening med Ley gennemgik jeg Hellig-

Olafs saga, Knytlinga, Niåls saga på grundsproget; jeg

levede her med de gamle og indåndede den friske fjæld-

luft. Og den anden udgave af G r u n d t v i g s m y t o l o g i

1832 gjorde et sto rt indtryk, den afslutter omslaget i

hele hans tankegang, til dels en frugt af hans rejser i

England. Tidligere havde han vidnet som en straffende

profet og påkaldt loven. Men nu har han fået syn for

„de store begyndelser“, for livskilderne i Guds kirke og

livskilderne i mennesket; og nu påkalder han friheden:

„frihed for alt, hvad der stammer fra ån d !“ Han står

dér som en synernes mand og ser ud over vidderne i

historien, som Hejmdal med luren, der- har øre og øje

for alt i sandhed levende, „kan høre græsset gro i enge

og se om dagen og natten, fræm og tilbage i 100 miles

afstand “. Og glad er han bleven ved de nye syner, som

brudgommen, der h a r vundet sin b rud ; det læser man

da ud af hver linje i den mærkværdige bog.

Det hjalp ikke, at tidens videnskabelige talerør,

månedsskrift for literatu r, vilde tie den til døde. Marten-

sen, Zeuthen og Bornemann havde vist nok indvendinger

i mængde mod den, min broder angreb navnligt, og ikke

uden grund, dens stærke allegorier; men ingen af dem

var blind for den fylde af åndrighed, der lige som