HammerichEtLevnetsløb

den kristelige karak tér, tanken om noget immanent fysisk

i Gud, frihedens væsen, historien og dens m ål, blev

drøftede, jævnligt drøftede i vore sam taler. Og i den

form blev moralen, jeg tidligere havde hadet, mig kæ r.

P å hans ord skaffede jeg mig også nogen kundskab til

sådanne fræmragende værker som Schleiermachers, Mar-

heinekes og Twestens. I min dagbog har jeg hjemmel

derfor.

Vore veje begyndte im idlertid a t skilles ad; hver

udviklede sin synsmåde, sine fræm tidsplaner, og uenighed

var der nok af, egenlig strid aldrig. En let ironisk

ytring kunde falde, videre gik Martensen ikke. Jeg følte

mig stæ rk t dragen til Norden og tra k mig tilbage fra

tysk påvirkning: han derimod droges til Syden, til tysk

filosofi, hvortil mine ævner ikke rækkede. Han fjærnede

sig fra Grundtvig og måtte gøre det i følge sin egenhed;

det, han fra den side havde modtaget og h a r gæmt på,

er et stæ rkt indtryk af troen som livsmagt og af den

apostoliske trosbekændelse, sam t en vis sans for det

folkelige.

Han viste sig nu i Mynsters og Clausens kredse,

fræmfor alt var dog Schleiermacher hans mand; det så

man året efter, da han med et tysk digt fejrede Tysk

lands navnkundigste teolog, der kom til København og

prædikede i Petri kirke. Også Hegel tråd te inden for

hans synskreds. Heiberg udgav 1833 sit program om

filosofien, sandheden som både indhold og form, der

skulde afløse den døende tro ; og Grundtvig ud talte sig

så på prædikestolen om „spøgefuglens“ nyeste indfald.

Martensen gik vist nok langt fra ikke med Heiberg, men

Hegel var ham en tænker af første rang, og hvad en

sådan mand sagde, selv om det var skæft, burde der

ikke spottes med.

I oktober 1832 tog Martensen og Hass teologisk

eksamen. Hass, der den gang hørte med til vor om

gang, havde i sit petitum y tret sig om professorernes

274