288 / 657
276
Sådan handler man med frugterne af bondens sure sved
og ødsler dom bort, jeg gider ikke tænkt til hvem!
Dér kommer en ind i stikken uniform til ham der op pe ;
å, man kunde næsten h a ’ lyst til a t gøre oprør, det er
jo i moden! Så vist havde jeg ventet stipendiet, og nu —,
jeg må skrive præ ’kner; for fanden, til skolemester duer
jeg ikke! Jeg kan sige som Wallenstein:
hier steh ieh, ein entlaubter Stamm’,
doch innen im Marke lebt die schaffende Gewalt!“
I det samme tråd te et par andre ind: „det kunde måske
more je r a t høre et utroligt æventyr, som mange allige
vel tro på, jeg selv næsten med! Ja, bi til i morgen, så
skal I få det! F arv el!“ Han nikkede og gik sin vej.
Al den modgang virkede nu m indre heldigt. Vi var
hjærteligt kede ad ham, når han hele eller halve søn
dage strakte sig hjemme i sofaen, vi kunde gøre eller
lade, hvad vi vilde, til pas var vi ham alligevel aldrig
og jeg mindst. Ja, han kunde bruge de mest nærgående
udtryk og kalde mine studier for „ikke andet end en
h arlek in sd rag t“. Jeg havde nok a t kæmpe med mig
selv, og nu kom dette til, bægeret flød over.
En gang var jeg med ham, Laub og et pa r andre
gået ud til Vebek, hans onde lune kom over ham, han
hånede mig i deres påhør, og jeg fik bersæ rkergang;
man m åtte skille os ad. En anden gang lignende op
trin hjemme, jeg viste ham døren. Vi udsonedes vel
a tte r og gav hinanden hænderne, men det gamle forhold
lod sig ikke genoprette, både af natu r og retning var
vi a lt for forskellige. Så disputerede han 1833 „om be
skedenhed“, rejste udenlands, blev ved hjemkomsten
p ræ st i Jylland, og vi sås herefter kun af og til. De
gode minder fra tidligere dage har jeg ikke glæmt.
Mest for a t føje fader tog jeg del i p a s t o r a l
s e m i n a r i e t s øvelser, dog også for i hvert fald at have
ryggen fri, det satte jeg for megen pris på. Lavaters