HammerichEtLevnetsløb

mecl spænding; det, der gærede inde i mig, holdt mig

im idlertid noget tilbage, i forsamlingerne kom jeg ikke.

Endelig tog Sællands biskop, P. E. Müller, sig om

foråret 1832 af sagen, han var en ven af Grundtvigs

historiske granskninger og en mild natur, og hans

mægling lykkedes. Grundtvig elskede folket og elskede

kongen og så grant, hvilke farer en kirkelig søndring

kunde afstedkomme. Han gik derfor ind på mæglings

tilbudet, fik re t til a t p r æ d i k e t i l a f t e n s a n g i Frederiks-

kirken, og rø re t sagtnede; endnu holdt politiet dog øje

med det. I kirken der ude så jeg jævnligt min gamle

skolekammerat, politifuldmægtig Lerbek, og jeg har en

anelse om, han ikke kom for ordets skyld alene. Det

var under disse omstændigheder, jeg første gang var hos

Grundtvig.

Adskillige af min omgangskreds havde alt adgang

til hans hus, Ley og Laurent underviste hans børn, der,

som man véd, fik en meget fri opdragelse. Alligevel

har mange vist en falsk forestilling om den. Han

krævede noget, børnene efter eget valg, men med al

alvor skulde lægge sig efter; det blev, da de voksede

til, engelsk og græsk, så vidt jeg nu husker, og han

rævsede strengt, hvis de ikke lærte det, de skulde lære.

Svend Grundtvig gjorde til ære for sin lærer sine første

vers, hvori „Danevang“ rimede med „herr Laurent“ ;

senere kastede han sig, i forening med den anden lærer,

Ley, over kæmpeviserne. Det krøgede tidligt med hans

livsopgave. I disse år — det var nok 1834 — åbnede

også kandidat Jen sen den første skole for børn i grundt

vigsk stil; der kom kun få, men Jensen var vist heller

ikke sønderlig egnet til den gærning.

Grundtvig modtog mig med megen venlighed, vi

talte, husker jeg, om nygræsk og Grækenlands verdens

historiske betydning, og pibe bød han mig, noget han

let kunde glæmme. Han var ellers ikke altid at komme

i tale, man m åtte helst så at sige trække ham op; og

271