HammerichEtLevnetsløb

273

ham ; vore naturer var meget forskellige, og jeg var, som

man véd, stolt nok og lioklt på mit. Har man en

smule oprindelighed, er man angst for alt, der kunde

ligne efterabelse.

I politiken havde jeg en hélt modsat mening, der

dog ikke endnu lige fræm kom til orde. Hans dom i

verdenskrønikerne om andre forekom mig undertiden vel

hård og afsagt uden sans for den egenlige kunsts, også

tonekunstens, vigtighed for åndslivet. Hans sætnings

bygning i prosa fandt jeg uheldig, og hans vers kunde

a f og til, selv midt i det dejligste digt, støde mig ved

en hårdhed, en plathed i udtrykket. I hvor højt jeg

end skattede hans krønikerim, kunde jeg dog ikke kalde

dem skikkede til børnelærdom. Hans tankegang faldt

mig også hist og her dunkel; hvad der lå i hans syn på

trosbekændelsen var endnu ikke gået fuldt op for mig,

og de tit stærke udtryk om bibelen som en død bog var

mig ikke kære. Den gang havde desuden Zeuthens og

min broders mening om ham ingen ringe indflydelse

på min.

Jeg sagde ham da af og til imod, skønt med læmpe,

og han kunde fare op i følelsen af overlegenhed: „G-ud

bevares, hvor kan man dog tænke så bagvendt?“ Men

jeg mærkede alligevel, han syntes i grunden langt bædre

om den, der stod ved sin mening, end om jabrødrene.

Det h ar jeg også siden mærket, da vore sammenstød

blev stæ rkere; vred kunde han blive, et par gange vred

for alvor, det varede im idlertid aldrig længe. Forholdet

mellem os var og blev et frit forhold.

Den af mine venner, hvis omgang var mig lærerigest,

vedblev M a r t e n s e n at være, hvad han sagde, var aldrig

indholdsløst. I det øjeblik, jeg havde fjærnet mig mest

fra teologien, fik jeg ved ham anelser om en åndrig

teologi, som jeg gæmte på til sin tid. Når jeg nu læser

især i hans etik, må jeg vel mindes gode gamle dage; hele

partier dér, som forholdet mellem kultur og kristendom,