160 / 657
148
samme mening. Da fremhævede jeg de ikke sjælden
søgte ord og vendinger og især de uendelig lange sæ t
ninger, som mindede om prædiketonen, selv om tyske
perioder, og ikke havde hjemme i jævnt dansk. „Havde
h a n “, sagde jeg, „fortjænester af vort modersmål, som
ingen anden, lød det, navnligt i hans digte, med en
sjælden klang og fylde, burde hans svage sider derfor
ikke overses. Nej, sådanne perioder skal jeg vel vogte
mig for!“ Jeg tro r nok, jeg i mit senere liv ha r gjort
det. Men den betrag tn ing kunde de andre slet ikke gå
ind på, Hagen var endog nær ved a t tage den for et
slags kæ tteri.
Grundtvig og I n g e m a n n lyste for mig som tvilling-
stjærner, og det var til dels endnu „Proknes“, „Rejnalds“,
og „De sorte R idderes“ Ingeman, fuld af overspændte
følelser og tåget tysk romantik. Jeg gjorde lange udtog
af det sidste digt, som også var min halvfætters, „poeten“
F rederik Boesens sværmeri, ja jeg skrev udlægninger af
dets uheldige allegorier. Hvor jeg svælgede i f ø l e l s e r !
„Ak dette hjærte, det kunde omfavne den hele verden,
det trænger så til kærlighed! En ven, en ven? som for
står, hvad der banker her inde! Da skulde vore væsner
flyde sammen som to dråber af ét væld!“
Vennen stod ved min side med de milde øjne, et af
de elskeligste mennesker, jeg ha r kændt, Laurent. Men jeg
så det ikke, blændet af idealets glans, fand t min kæ r
lighed ikke i ham sin re tte genstand. „H astem te“, fan
tastiske, uordnede tanker fyldte min sjæl, især på de
ensomme vandringer. Jeg gik ved den tid ofte på
F rederiksberg både sommer og vinter, og dér kunde jeg
så kaste mig hen i græsset mellem blomsterne, stirre
op mod himlen og de ilende skyer og sværme. F ra en
af disse vandringer en dag mellem vinter og vår under
de rimpudrede træ er skriver et digt sig „Ynglingens
klage“, hvis begyndelse lyder således: