HammerichEtLevnetsløb

145

Martensen — bag ved ham og iagttog ham. Han stand

sede ved F rue kirke, så på u ret og sammenlignede det

med sit eget, så snakkede han med sig selv, idet han

talte på fingrene. „Først skal du derhen, så skal du

derhen, og så skal du derh en ! Ja, du har grumme meget

at gøre!“ Og ilsomt truntede han af. På Russe-fore-

læsninger kom han let i harnisk over tilhørernes op

førsel og holdt så en tale, som kunde ende med de ord:

„ja, mine herrer, de er re t nogen drenge!“ En gang så

han ved eksaminatorier den ene smutte ud af salen efter

den anden. „Jeg vil dog se, om jeg ikke kan sætte en

pind for det!“ Han flyttede sin stol hen for døren, snub

lede undervejs i ivrigheden, rejste sig igen og tog plads

dér; og nu så man ingen rømningsmænd mere.

H. C. Ø r s t e d s fysik rørte ved genstande, som lå

mig nær, trods min naturhistoriske uvidenhed, og jeg hørte

med glæde disse lige så åndfulde som troskyldige fore

læsninger. Den vel kændte tildragelse indtraf da også

det år, den med nålen, der skulde men ikke kunde

svømme, og Ørsteds barnlige, næsten glade forundring:

„nej, der sank den!“ Foredrag som de om verdens til

blivelse, magnetisme og elektrisitet, om klangfigurer, har

hos mig efterladt blivende indtryk. Og hvor glædedes

jeg ikke ved hans varme følelse for modersmålet, ved

mangt nydannet ord, hvori et ægte snille åbenbarede

sig! Jeg var ikke blandt de tilhørere, der gjorde sig

lystige over dem.

Hjemme var jeg flittig, og fader, altid omhyggelig

hvor han kunde skaffe hjælp, gav mig Svenningsen til

manuduktør i matematik og astronomi. Så kunde jeg

sam tidigt med de andre Russer tage f i l o l o g i k u m og

f i l o s o f i k u m og var, til stor glæde for ham, mellem

de indkaldte. Det fag, jeg derpå valgte, blev t e o l o

g ie n , mine forældres ønske gik hånd i hånd med egen

tilbøjelighed.