150 / 657
138
tra f hinanden på trapperne, talede sammen om dit og
d at og trode, vi syntes om hinanden i al uskyldighed:
det var det hele. Kun Laurent og Hagen var medvidere
i min hemmelighed. Alligevel var det en leg med ild,
som kunde blive farlig, da den unge pige efter sine for
hold slet ikke egnede sig for mig.
Til lykke undgik den ikke jomfru Prehns spejdende
øje, hun passede mig op, fortalte fader det og gjorde
et sto rt nummer deraf, vist nok til dels fordi hun den
gang virkelig holdt af mig, til dels dog også fordi det
gav hende en vis moderlig stilling. F ader talte om mit
store letsind, jeg m åtte give ham et højtideligt løfte, og
hermed var historien ude. Nær tog jeg mig det i alt
fald ikke, hjæ rtet var ikke med i spillet, det var snarere
en ubevidst digtersk leg med stemninger. Havde det
gået videre, var det kun blevet et ynkeligt vrængbillede
af hvad der hos Laurent var fuld alvor og inderlighed.
I året 1824 satte jeg første gang pen på pap iret
til et d ig t, så skrev jeg flere ting siden: de stemninger,
hvori jeg så tit havde vugget mig, m åtte ad den vej
skaffe sig luft. T abet af min moder går som en grund
akkord gennem dem. Højst umodent var im idlertid det
hele og stæ rk t påvirket af Ingemann, lu tter vilde skud;
det tåleligste var en sang om Grundtvig som „troens
kæmpe“ og især en mindesang om K ø r n e r . Han var
en skikkelse, helt i frihedskrigen og skjald på én gang,
som tog mig og efter alle mine forudsæ tninger m åtte
tage mig, og jeg sværmede for hans „Leyer und Schwert“.
Det mærker man stæ rkest på slutningsverset af minde
sangen.
Du for det herligste på jorden døde:
for Gud, for frihed, fædreland at bløde,
0 skønne heltedød, o salighed!
Den krans, som kunst og elskov havde vundet,
1 dine lokker døden nu har bundet,
og englevinger dig tilvifte fred!