148 / 657
136
uro nok i den lille sjæl, n å r samvittigheden kom. Og
den kom alt for sjælden, det var endda det værste.
Med konfirmationen tråd te jeg ind i den m indre
elskværdige tid, man gærne kalder l ø m m e l å r e n e . E t
søskendebarn af mig, Adolf Petersen, søn af min moster
i Sønderjylland, opholdt sig denne tid i København, hvor
han lagde sig efter matematik.
Han blev et dygtigt
menneske og døde som professor ved observatoriet i
Altona. Han bragte nu nyt med fra tyske universiteter,
fortæ llinger om burschelivet, studenterviser i mængde; dem
samlede og afskrev jeg. At røge tobak, selv skrå og snuse,
havde jeg læ rt af mine kamm erater uden faders vidende.
Og nu var jeg en bel karl, spillede ko rt og spaserede med
ham om søndagen, når folk mylrede ud til F rederiksberg;
en drabelig Ziegenhajner havde jeg fået mig og pibe i
lommen. Hvor jeg sværmede for det frie, friske liv!
Mit Männern sich geschlagen,
mit Weibern sich vertragen,
und mehr Kredit als Geld:
So kommt man durch die Welt!
Det klang virkelig efter noget for en 15 års dreng,
og min stemniüg lignede den, Göthe ba r givet ord i sin
Faust, når han skildrer mylret af store skoledrenge, sol
dater, tjænestepiger og spidsborgere, der en påskedags
aften ile gennem porten ud i det grønne.
Jeg havde fået indtryk af studenterlivet fra regensen,
hvor vi af og til kom hos vore gamle lærere, Balsleverne.
Den gang stod det endnu i blomster, tarveligt var det
vist nok, hvide vægge, umalede møbler, men lystigt også.
Hver aften samledes man om det gamle træ i gården og
sang, hyllet i røgskyer, en vise om, „herrerne i åndens
rige“ ; den ene regensdigter stod op efter den anden.
Det var nu mit ideal. Jeg ser mig endnu vandre om i
mit kammer om aftenen med piben i munden — fader
tillod til sidst dens brug —, velbehagelig og stolt be
tragtede jeg min skygge på gulvet; jo den tog sig ud!