HammerichEtLevnetsløb

131

hang over dem, som min vane var. Desuden havde jeg

hjemme begyndt på en tegning af egen opfindelse, der

forestillede danske dragoner 1813 i kamp med de frem

mede tropper. Ved Lindbergs og andres fortællinger

havde den krig fået nyt liv for mig. Jeg havde hørt

om oberst Engelsted, da han holdt for fronten af jydske

dragoner og meddelte dem prinsen af Eckmiihls tilbud

om kvartér og god forplejning i Hamborg. „Ja, jeg véd

nu ikke, hvad I tænker derom, k arle“, sagde han, „men

jeg rider, sandt for Herren, hjem !“ Og regimentet hug

sig gennem Holsten. Tankerne om alt dette var det nu

som fulgte mig på rejsen.

De formede sig til et slags novelle om Engelsted

og hans dragoner i v. der Weldes stil og med samme

spændende begyndelse: „det var en sildig aften i høst,

de gule blade raslede og sank inde i skoven. Da lød

skud i det fjærne, og med ét galopperede en dragon

fræm, hans ansigt var spændt, sabelen lø ftet“. Ja, nu

husker jeg ikke mere, men den indgang lovede noget!

Med hovedet fuldt af sådanne historier, var jeg bleven

sløvet for rejsens indtryk og ønskede mig kun hjem til

København. Omringet af billeder, der virkede så stærkt

på mig, vilde jeg dér kunne drømme endnu rigere. Også

den kønne konkyliesamling, vi børn ju st nu fik i arv

efter moders fætter Martensen, trak mig hjem. Hvis

der havde været nogen vejleder, kunde jeg haft gavn af

den, men der var ingen. Så solgte vi den senere.

Vi var altså bievne moderløse. For fader stod det

som et livsspørgsmål, hvorledes han bædst skulde ind

rette sit hus og få sine børn opdragede. Jomfru Prehn

var noget ligegyldig ved den daglige hygge og stemmede

slet ikke med ham, så lidt som han med hende. Hun

lagde in tet dølgsmål derpå for os, ja hun satte ligefræm

ondt for fader, fortalte om hans påståelighed i småting,

hans „pottekigeri“, som hun kaldte det. Han kunde

gå ene op og ned på kontoret og tale højt med sig selv,