HammerichEtLevnetsløb

129

E t sto rt følge fulgte hende ud til graven på assistens

kirkegård, også vi var med. Og jeg — atter letsindig

midt i smerten — kunde ikke undertrykke en hemmelig

glæde over den lange, sorte sørgekappe; nu lignede jeg

jo en af de voksne. Det afgørende øjeblik kom. Kisten,

dækket med blomster, blev firet ned i graven, og med

en dump lyd faldt jorden på låget, tre gange; hendes

yndlingssalme lød: hvo véd, hvor nær mig er min ende,

blæst af basuner. Da for det mig gennem hele legemet,

alle fibrer, alle nerver dirrede, ja selv den faste ben

bygning med; det var mig, som tonerne vilde opløse

det inderste i mig. Og mens jeg stod dér og stirrede ned

i graven, gennemrystedes jeg af tanken om død og dom

og opstandelse. Det var første, ikke sidste gang, basuner

ved graven greb mig så mægtigt.

Kun lidt over 46 år gammel blev moder, men hvor

rigt havde dette korte liv dog ikke været, rigt på kær

lighed og glæde! Det blev, som en af veninderne skrev

i hendes stambog: en vandringssang til harpen. Fader

gæmte trofast på dets minder, og selv hendes ringeste

efterladenskaber var ham en skat, der ikke uden ved

højtidelige lejligheder turde vises fræm for os. Hans

tanker vendte ideligt tilbage til hende, når han vågede

og når han drømte. Indbildningskraften var ellers ikke

stærk hos ham, og langt snarere var han for ædruelig

end for fantastisk. Men hans kone havde vist sig for

ham efter døden: det holdt han på, det nedskrev han,

deri lod han sig ikke rokke.

En nat, to år efter hendes bortgang, ved midnats-

tide, stillede hun, fortalte han, sig ved hans højre side

og nævnede ham to gange højt ved n av n : „Hamme-

rich, Hammerich!“ Han vendte sig da i sengen og så

hende, klædt i strålende hvidt, med to småpiger, der

ligesom i en leg svævede om hende; han tog dem for

hendes afdøde børn. „Jeg véd“, sagde hun, „at du har

nok at gøre med at passe på begge vore drenge! Bliv