144 / 657
132
n år lian skulde tage en ra sk beslutning eller træde
offenligt op. Det gjorde hun sig lystig over, „og så
fylder han hele hu set med snak og bøger om den
gyldne å re !“
Den sidste nat, da hun skulde våge over moder, var
han kommen, sagde hun, og havde givet hende „kuk
kassen“ a t more sig med. Han stod hver dag, fortalte
hun videre, for spejlet og sagde: „ja, folk kan nok se,
jeg ho ld t af min kone, jeg falder stæ rk t af! Se bare!“
Hermed strøg han sig om kinderne. „Men til et skelet
vil jeg dog ikke blive for hendes sky ld ! Derfor vil jeg også-
hver dag have min kop chokolade.“ Kændeligt nok var
det overdrivelser og fordrejelser af faders svage sider.
Ikke sjælden forefaldt hæftige s a m m e n s t ø d mellem
dem. Hun lod da gærne, som hun fik ondt, greb et
glas vand med dirrende hånd, og skaffede sig luft i en
somheden eller i vort påhør, „Ak, mine kære venner i
det fjærne Hamborg og Holsten, hvor de dog har for
dærvet mig med al deres uendelige kærlighed og den
virak, de strøde for mig! Die Ideale sind zerflossen!
I denne kolde verden er a lt mig nu så mørkt, og I véd,
børn, en stille gråd forlader mig ikke le t!“ Og så græd
hun. — „Tror han, han kan være som han vil imod mig,
der altid af sand kærlighed, og ikke for den lave for
dels skyld h a r styret hans hus? For mig såmænd gærne!
Verden er stor nok, og vi ha r været den længste tid
sammen, herr grosserer! Der er 1000 og atter 1000 af
hans familje, som med kyshånd vil gøre hans vilje!“
Fader gik op og ned og snakkede med sig selv.
„Ja, jeg sagde hende også besked! Hun med sin Tiedges
Urania! (et digt, hun meget yndede). Det skal nu altid
være sådant noget: „empor“ ! Skulde jeg lade mig
spille på næsen og behandle å la hundsk af min hus
bestyrerinde? Nej, det skal aldrig i evighed ske! Her
skal skabet stå, og dermed punktum !“ Jeg tror, vi
børn i grunden fandt, jomfru Prehn havde mest ret, så