147 / 657
135
Mynsters så værdige væsen var heller ikke det, som
nærmest tiltrak mig, måske havde det og noget vel
afmålt ved sig. Selv synes han at pege derpå i sit
levnet.
K o n f i r m a t i o n s d a g e n kom, fader havde kærligt
formanet mig, og jeg var blød og modtagelig. Da for
en fristende tanke gennem mig på kirkegulvet: „bare
du nu også kan græde nok! Alle ser jo på dig!“ Den
mødtes af sin modsætning: „ikke græde, slet ikke græde!
Det lader som du var en pige!“ Således stod jeg og
så på dem, der græd, og dem, der ikke græd, i en
indre kamp, som rokkede ved alle mine gode forsætter;
nær havde den ranet mig hele dagens velsignelse. Myn
ster nærmede sig, han modtog mit løfte, lagde hånden
på mit hoved, og fristelserne måtte vige, troen sejrede.
E t par dage efter, da jeg første gang gik til Herrens
bord, var de der dog igen og pinede mig under en anden
form. Jeg havde fået et nyt, broget silkelommetørklæde,
det var min stolthed, og jeg blev ikke ked af at tage
det fræm i kirken hvert øjeblik på en iøjnefaldende
måde. „Sid dog ikke så urolig, Frederik, og pil dig i
næ sen“, m åtte fader hviske. Men også den fristelse
blev overvunden, jeg søgte kraften, hvor den er at finde,
og blev, håber jeg, ikke en uværdig gæst ved det hellige
måltid.
Det var mig i det hele en f r i s t e t tid. Professor
J. Møller, der altid viste mig godhed, havde foræret
mig sin andagtsbog for konfirmander og skrevet forrest i
den: „til den håbefulde yngling.“ Atter en stoltheds
eller forfængeligheds fristelse. Jeg var heller ikke tilfreds
stillet, når jeg kun om søndagen turde gå i den nye kjole
med lange skøder, jeg fik mig derfor skøder øgede til
den daglige trøje, så kunde folk da se, jeg var voksen.
Vist nok var det småting, børnestreger, hang til dels
sammen med, a t jeg var den mindste mellem kammeraterne
og des stæ rkere holdt på min værdighed; men de voldte