145 / 657
133
megen indgang hos os havde hun alt fået. Spot er et
skarpt våben, men den er også „en bitter u rt, der
vokser på kærligheds grav.“
P å ingen af siderne vilde man imidlertid gå til det
yderste. Jomfru P rehn lappede og stoppede om ham
på alle kan ter og havde snildelig vidst a t gøre sig uund
værlig; og hun var ærlig og tro, det var for fader en
hoveddyd. Han var desuden en gang vant til hende, og
vanen havde en stor magt over ham, så vel som „hvad
folk vilde sige“. Hun igen mente, hun kunde spille en
rolle i verden, også gøre noget godt som plejemoder for
os. Hun måtte efter moders død nødvendigvis få en
højere plads og så sig overalt modtagen som lem af
familjen, skønt hun aldrig fik os til at kalde hende ved
fornavnet „Luise“, hvor tit hun end bad derom. Ende
lig vidste hun af erfaring, hun uden sønderlig vanskelig
hed kunde få magt over faderen; børnene, håbede hun,
vilde nok lade sig bøje i tide. Udslaget af disse over
vejelser fra begge sider var: jomfru Prehn blev i huset,
og snart måtte enhver, der kom i det, sætte sig på en god
fod med hende. Hvis moder havde levet og været ved
helbred, havde det nok gået anderledes.
Hvor ændret var tilstanden hjemme ikke nu bleven?
Vi var børn og gled lidt efter lidt over i det nye, og
alligevel slog det os af og til, det kunde ikke være
andet. Værelserne var ikke længer så luftige og duftige,
og bordet heller ikke så pænt. Vi havde allerede halv
vejs glæmt de gamle, kære musikalske aftener, men nu
tra k adskillige af moders omgangskreds, som Kildes, sig
efterhånden tilbage og sås kun sjælden; alt blev stillere
i det mindste til en tid. Jomfru Prehn så gærne, jeg
læste lidt for hende, men det var ikke som at læse for
moder; hun kunde vise sig så venlig, ja søgte formeligt
a t vinde os, men så kom lunerne med ét over hende.