125
gode kone! „Ih du fredsens Gud, og det sagde han
virkelig! Jeg har hidtil holdt ham for et pænt, ungt
menneske, der passede sig selv. Og nu vil han gøre
nar ad en anden, fordi man ikke kan så meget latin og
græsk og m alebraisk som han !“
F ader syntes slet ikke om det slags læsning, han
kændte kun to a rte r bøger, „lektiebøger og morskabs
sager“, og morskabssagerne gav han ikke meget for.
Han vilde også våge over mig i den henseende, tit ind
fandt han sig derfor og spurgte, „hvad det var jeg
læ ste“. Så kom nødløgnen igen, „mine lektier“, ti jeg
frygtede ham ; morskabsbogen var borte, så såre jeg
hørte hans trin . „Det var ret, min dreng“, sagde han
og gik.
Jeg er langt fra at undskylde løgnen. Men fader
med al sin ømhed bar sig ikke ret ad, ham fattedes
nøglen til det sjæleliv, der rørte sig hos hans børn. Til
vor udvikling var, hvad han kaldte morskabslæsning en
ren nødvendighed, og han kunde ikke her skælne mellem
vraggodset og det gode. Det har gået mig som Aug.
Thierry. W alter Scotts romaner har gavnet mig mere
og bædre sa t mig ind i den svunde tid, end lærde af
handlinger, så han hører med til mine læremestre. I
øvrigt var da romaner ikke min eneste læsning, også
mangen god rejsebeskrivelse og mangt historisk skrift
har jeg i hine tider læst og tilegnet mig.
Hjemme tegnede det im idlertid ikke for godt, m o d e rs
tilstand vilde slet ikke ændre sig. I kirke turde hun
ikke komme, det var hende et umådeligt savn, også de
små aftenselskaber hørte op; i enlighed måtte hun søge
sin trø st ved harpen eller pianoet. Vovede hun sig en
enkelt gang ud, m åtte hun gå skridt for skridt, så folk
vendte sig om efter hende. Endnu kunde hun tåle at
køre i den fri luft eller lade sig ro omkring på kanalerne;