Previous Page  137 / 657 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 137 / 657 Next Page
Page Background

125

gode kone! „Ih du fredsens Gud, og det sagde han

virkelig! Jeg har hidtil holdt ham for et pænt, ungt

menneske, der passede sig selv. Og nu vil han gøre

nar ad en anden, fordi man ikke kan så meget latin og

græsk og m alebraisk som han !“

F ader syntes slet ikke om det slags læsning, han

kændte kun to a rte r bøger, „lektiebøger og morskabs­

sager“, og morskabssagerne gav han ikke meget for.

Han vilde også våge over mig i den henseende, tit ind­

fandt han sig derfor og spurgte, „hvad det var jeg

læ ste“. Så kom nødløgnen igen, „mine lektier“, ti jeg

frygtede ham ; morskabsbogen var borte, så såre jeg

hørte hans trin . „Det var ret, min dreng“, sagde han

og gik.

Jeg er langt fra at undskylde løgnen. Men fader

med al sin ømhed bar sig ikke ret ad, ham fattedes

nøglen til det sjæleliv, der rørte sig hos hans børn. Til

vor udvikling var, hvad han kaldte morskabslæsning en

ren nødvendighed, og han kunde ikke her skælne mellem

vraggodset og det gode. Det har gået mig som Aug.

Thierry. W alter Scotts romaner har gavnet mig mere

og bædre sa t mig ind i den svunde tid, end lærde af­

handlinger, så han hører med til mine læremestre. I

øvrigt var da romaner ikke min eneste læsning, også

mangen god rejsebeskrivelse og mangt historisk skrift

har jeg i hine tider læst og tilegnet mig.

Hjemme tegnede det im idlertid ikke for godt, m o d e rs

tilstand vilde slet ikke ændre sig. I kirke turde hun

ikke komme, det var hende et umådeligt savn, også de

små aftenselskaber hørte op; i enlighed måtte hun søge

sin trø st ved harpen eller pianoet. Vovede hun sig en

enkelt gang ud, m åtte hun gå skridt for skridt, så folk

vendte sig om efter hende. Endnu kunde hun tåle at

køre i den fri luft eller lade sig ro omkring på kanalerne;