134 / 657
122
det var og måtte efter hans tankesæ t blive hans stand
punkt under hele kirkekampen. Mig gjorde, som det så
ofte hændes, hans tilbageholdenhed kun des mere ivrig.
Omsider gik kampen i skolen fra åndens verden
over i håndens, det var dog ikke vor skyld, men de
andres. F le rta le t i klassen var imod os eller var lige
gyldigt, og naturligvis forefaldt daglige drillerier. Det
tå lte vi en stund og betalte med samme mønt, til det
gik for vidt. Isæ r led den mindste og svageste iblandt
os meget, Lindbergs svoger Hansen; han var i høj grad
pirrelig, og det morede de andre. Så kunde et par
store drenge imellem timerne sætte sig, hver på sin side
af ham, kysse og klappe ham og i det samme hviske
ham en djævel i øret om Lindberg. Han slog om sig,
de holdt da på hans hænder og blev ved at klappe
ham og sige „du er sød, men svoger er bindegal, svoger
skal i rasphuset, svoger skal i dårekisten“ ; de klare
tå re r trillede ham ned ad kinden. Dette optrin hørte
næsten til dagens orden, det m åtte have en ende.
En hemmelig aftale blev truffen, næste gang det
skete, vilde vi slå fra os. Syskind, en Jøde, død som
overlærer ved den mosaiske skole, sluttede sig til os,
harmfuld over de drillerier, også han var udsat for.
Hans fader lånte ud på pant, hjemme hos ham var der
en udstilling af allehånde, som til en maskerade; og nu
m åtte den stakkels fyr, der ellers æstetiserede og spil
lede på guitar, vise sig på skolen i en luvslidt kjole.
„U, din ækle Jødetamp,“ hed det; „det kryber på mig,
n år jeg skal sidde ved dig, og så stinker du som en
huk af hvidløg!“ Vi derimod talte altid venligt til
ham og tog ham i forsvar.
Det afgørende øjeblik kom, en eftermiddag stod vi
re d e ; da Hansen, der sad på forreste bænk, a tte r skulde
holde for, samlede vi os oppe ved katedret, Ley som
den stærkeste i spidsen. Han var lige kommen ind ad
døren og sprang over horde og bænke med de ord: