130 / 657
118
Det brændende spørgsmål den gang var den k i r k e
l i g e k a m p mod rationalismen, åbnet af Grundtvig,
Rudelbach og L indberg ved teologisk månedsskrift. Det
var Danmarks æstetiske tid. E fter ulykkerne og tab e t
af Norge havde de dannede helt ka ste t sig over den
side, for a t glæmme al den virkelige usselhed og nød i
landet. For dem var det næsten en verdensbegivenhed,
da Baggesen og Oehlenschlåger tørnede sammen. Midt
i denne tid stak nu en af landets navnkundige skjalde
et nyt banner op, Kristus-fanen. Det var noget andet,
dybere og højere, der skulde kæmpes om, den tro, man
længe havde ment var død og borte.
Det blev en g e n n e m b r u d s t i d , og det, der brød
gennem, har videre udfoldet sig i folkelig retning; til
det knytter vort fræm tidshhåb sig. Kun få, men trofaste
fylkedes om banneret, i den store mængdes øjne gjaldt
de for „obskuranter, selo ter“ og om taltes kun med hån.
Men kampen bruste stæ rkere og stærkere, i året 1825
udgav Grundtvig „Kirkens genmæ le“.
Jeg tvivler på, der fandtes nogen s k o l e i Danmark,
hvor man hørte g e n l y d af kirkekampen, som i borger
dydskolen på Kristjanshavn.
Det var ikke Lindbergs
værk alene, det udgik også fra disiplene selv. Jeg har
om talt det nye sæ t, der kom op i øverste k lasse, og
b land t dem fandtes flere, som havde varm følelse for
hvad det gjaldt om.
Dér var L e y , over 3 år ældre end jeg, smækker, høj,
næsten udvokset også i åndelig henseende, skønt i skolen
en sinke; lære vilde og kunde han kun, hvad der til
talte ham. T rofast hang han ved Grundtvig, og stiv-
heden og det kantede i hans væsen ledte ham til mange
yderligheder, Grundtvig var ham ét og alt. Han var
hjemme i hans skrifter, som faderen, en Slesviger,
allerede tid lig t havde givet ham i hænderne, og ved sin
alvor og modenhed, sin sanddruhed, måtte han nød
vendigvis få ikke ringe indflydelse på os andre. Han