126 / 657
114
der kom mig som en luftning i møde fra det dejlige
„violblå“ Midlandshav og cypresselunden.
I
digtersk
henseende påvirkedes jeg lige så stæ rk t af Odysseen,
som af den mageløse enfold i fortællingerne- i G e n e s is .
Og det gik adskillige som mig, vi glædede os ordenlig
til de græske tim er og talte med hverandre derom.
Året efter min eksamen artium læste jeg på egen hånd
flere bøger i Odysseen, og endnu en gang i mit senere
liv kom jeg tilbage til den. Vist nok lå det i de gamles
vidunderlige kunst og i de storslåede æmner, æmner, der
særligt tiltalte mig; men Flemmer udtværede dem heller
ikke og gjorde dem lærd kedelige som K rarup , tvæ rt
imod oplyste han dem for os.
Han åbnede mig øjnene for stammeslægtskabet i vor
sprogæt; jeg kunde nok grine med de andre, n å r han
stillede ordrødderne sammen:
¿d-vyfariQ,
Tochter, dotter,
d a tte r “, „/»førø, m ater, Mutter, moder“ , og alligevel
gæmme på, hvad han sagde. Han havde også sans for
en god oversættelse, gode danske ord, helst almuesord,
allerhelst lidt saftige. Det kom især fræm ved Aristó
fanes’ „skyer“, han modtog da med taknæmmelighed
hjælp fra os, som naturligvis rigeligt blev ydet. En
sand fryd for ham var nye eder: „fanden heste mig“,
„fanden vælte i dine øjenstene“ , „fanden knuse din for
bandede krop så flad, a t lopper og lus må ligge på knæ
under dig“ ; udtryk som h in t fra Nyboder: „ers I nådsens
lynende tre kv a rt“ ; indfald som: „skal du drukne dig i
vand, som folk drikker af, dit svin!“ Han kunde le,
så det klukkede, mens de tre fingre spillede fræm og
tilbage på munden: „ja, ja, ja! Og hvad siger De så
til a t oversætte det ord, dér stå r: tidligt oppe, ved:
oppe, før fanden fik sko p å !“
S v e n n i n g s e n kunde lære selv den m a t e m a t i k ,
der havde det mindst matematiske hoved, det h a r blandt
andre jeg sandet; jeg fik agtelse for det strenge bevis, ja
det havde mig endog noget tiltalende. Den gang han