124 / 657
112
ud efter“, sagde Povl Møller; Velschow nægtede det
og gik, pedantisk som han var, på slaget ti op på
sit værelse og til sengs. „Hør“, sagde Povl Møller, „hvad
vædder I? Han ligger alligevel med na thu e !“ Så sad
de en times tid og ta lte om andre ting. Da de skulde
bort, sagde Povl Møller: „skal vi nu se, om han gør
de t? “ „Ja nok, men hvordan kommer vi in d ? “ „Lad
mig om det!“ Han gik støjende op på gangen ved Vel-
schows værelse, bankede stæ rk t på og råb te : „brand,
b rand !“ Velschow for ud af sengen og åbnede døren,
Povl Møller tog hatten dybt af: „mange tak , min ven!
Nu véd vi da, du ligger med nathue på! Ildløsen skal
du s’gu ikke bryde dig en smule om!“
L a t i n læste Flemmer og senere K r a r u p med os.
K rarup var en udmærket dygtig latiner og tog sig af
mig en tid, lod mig komme hjem til sig. Jeg læ rte også
hvad jeg skulde lære, men kærlighed fik jeg kun til
enkelte fo rfa tte re , h isto rik e rn e, Cæsar, fræmfor alle
T a c i t u s . Hans Germania, rig på fortælling om vor
oldtid, blev mig formeligt en yndlingsbog; det har jeg
dels æmnet, dels stilen, og dels Flemmer a t takke for.
Livius derimod kedede mig, når jeg undtager hans første
bog, og hverken Ciceros overfladiske tanker i et veltalende,
smukt foredrag, eller de eftergjorte homerske vers hos
Virgil faldt i min smag. De oder, der skulde over
springes i Horats, blev læste på egen hånd ; så går det
de fleste steder. Latinsk stil, med den var det kun så
som så. For stilens skyld skulde vi lære store stykker
udenad af Cicero og Quinctilian, men vi listede os gærne
derfra ved den næmme, i skoler ikke ukændte metode,
når læ reren er lidt nærsynet.
Krarup havde ligesom Velschow visse iøjnefaldende
sæ rheder og megen selvfølelse. Yndet forstod den lille,
tø rre filolog ikke a t gøre sig, frygtet heller ikke; hans
brum var ikke bjørnens brummen. Så blev han genstand
for idelige drillerier. Isæ r Sally, død som æmbedsmand