128 / 657
116
Men jeg fik, som sagt, ingen, før jeg selv som voksen
kunde skaffe mig den, og da var det for sent. Hvilket
skår i glæden over naturen, når man stå r der ude som
en fremmed gæst!
Vor d a n s k e læ rer var den senere bibliotekar
F a b r i c i u s , som af hjærte elskede og kændte literaturen.
Han var tunghør og som følge deraf mistænksom mod
os drenge, også led han tit af luner. Men en trang hos
mig kom han i møde, og i hans undervisning var der
noget vækkende, det takker jeg ham for endnu. Rah-
beks læsebog, den gang den herskende, blev sat til side
for digte af Oehlenschlåger og Ingem ann, og han var
fuldt med, nå r vort valg var faldet på et smukt digt.
Så kunde han og, når han vilde, blive morsom nok. En
gang så han en af de mindre dygtige drenge græde for
sin karak tér og fræmsagde med patos følgende inp rom p tu :
herr Stub han sidder ved breden bord,
hans tårer rinde så stride,
han af sin lektie ej kunde et ord:
det volder ham sorg og kvide.
Ingen af mine lærere fik den indflydelse på mig,
som J. C. L in d b e r g, skønt han slet ikke kan kaldes
en udmærket læ rer; han læste ebræisk og r e l i g i o n med
os. I manges øjne står han som en hadefuld kamphane
og in tet andet. Kamplysten var han nu vist nok og
kunde blive både nærgående og krakilsk, måske ha r han
her haft noget medfødt, i alt fald blev han tidligt ud
dannet i den retning. Hans fader havde taget sig af
ikke få enker, adskillige af dem overlod han sønnen,
mens denne endnu gik i Ribe skole, og indlærte ham
formeligt i at varetage deres tarv, selv ved rettergansmål.
Men en sag, Lindberg skulde kæmpe for, m åtte altid
være en god sag, så var han rede til ethvert offer.
Det viste han, da han ofrede udsigterne til den ebræiske
lærestol for sin overbevisning.
Og den samme, der
førte den skarpe pen, var i det daglige liv det god