129 / 657
117
modigste menneske, tjænstfærdig i høj grad og op
ofrende.
Han vidste godt, vi af og til kunde bruge utilladelig
hjælp i timen, dog den, der nødig vilde straffe derfor,
var Lindberg. Var der noget i vejen, rejste hans lange
skikkelse sig med tilstrækkelig langsomhed op fra katedret,
imens var alt naturligvis kommet i orden; så smilede
han. Når en ny dreng, som ikke kunde ebræisk, blev
mældt ind i klassen læste han begyndelsesgrundene privat
med ham, uden godtgørelse; fader måtte næsten påtvinge
ham den, da jeg var i det nævnte tilfælde. I de timer
omgikkes han med mig mere som ven end læ rer og
indlod sig om de forskelligste ting. Ingen kunde bædre
end han tolke Grundtvigs tanker for den uindviede, og
jeg begyndte da a t forstå dem, så vidt mine ævner den
gang rakte.
En f o l k e l i g d a n s k , noget plebejisksindet mand var
han også. Længe inden man kændte det ord „folkelighed“
eller satte nogen pris derpå, fik jeg på ny en anelse om
den gennem ham, som jeg i barnedagene fik den gennem
Marie. Han kunde fortælle småtræk af bondens liv, eller
fra den sidste krig, og man mærkede, hvor inderligt de
glædede ham. Selv havde han alt i sin skolegang arbejdet
med på a t rejse den jydske almue til kamp og ligget
på spejderi efter Kosakerne. Som en afgjort sag stod
det for h am : Danmark bør og Danmark kan forsvare
sig. Man vil måske undre sig, når man ser en ung
skoledreng gå ind på sådanne ting, men jeg var tidligt
vakt til følelse for manddom og fædreneland. Den hos
mange herskende modløshed, følgen af en lang og ulykkelig
krig, havde allerede tit smertet mig i inderste sjæl;
Køgevisen „og det var udi året 1807“ kunde jeg ikke
døje for nogen pris.