135 / 657
123
„nej, sådan t noget vil vi ikke tåle!“ „Ja så“, råbte
modstanderne, „nu bliver det nok farligt! Dér er ban
med, den Glumsøbjørn (Tryde), og så Jøden!“ Kampen
med næverne åbnedes, den var ikke lang, men afgørende,
og sejren vor. F ra den tid var de anderledes varsomme
med drillerier.
Hvad man nu ellers vil dømme om disse tilstande,
en følge af de opløste forhold i skolen, kan man i alt
fald ikke nægte dem betydning for karaktérudviklingen.
I en streng t ordnet skole, hvor alt går efter snoren, kan
p e r s o n l i g h e d s l i v e t let sløves, ja ligesom slumre
ind. Her derimod føjede alt sig, så det måtte holdes
vågent.
To gange om året var der fest både for lærere og
elever, om vinteren holdtes bal, om sommeren kom vi i
skoven: sådanne fester hørte i andre skoler til sjælden
hederne. P å ballet kunde jeg ikke danse med, men det
morede mig alligevel. Og s k o v t u r e n står i fuld glans,
den gik altid ud til Charlottenlund. Til vogne kændte
vi ikke, selv de små måtte med botaniserkassen på
ryggen, trave fræm og tilbage ad strandvejen, hvor man
snart sank i sand over støvlerne, snart hylledes ind i
en støvsky; des lifligere smagte skovskyggen og natter
galens sang. Så blev der leget røver, kæmpet sammen
i to hære, kun første klasse holdt sig fornæmt tilbage.
Nuværende pastor Fenger ved Frelserskirke, der var
lærer, udmærkede sig som røverkaptajn eller general,
han førte altid den ene hær, og ham var det ra rt at
tjæne under. Gærne kom tidligere elever, som nu var
voksne mennesker, ud med hen på eftermiddagen, jeg
har selv været i det tilfælde.
Vi studenter sluttede da dagen med et lille gilde,
hvor grænsen ikke blev overskreden. En eneste gang
skete det, så vidt jeg husker, og det med den alvorlige
Ley, der ellers aldrig skejede ud; men punchen var løben
ham i hovedet, og jo længer vi gik hjemefter, des værre