138 / 657
126
ved den lejlighed kom vi rund t i havnen, og jeg så
orlogsskibene og værfterne på næ rt hold. Men også
med de ud farter fik det en ende.
Trods sygdommen modtog hun dog et par nye
gæster i hu set den sidste vinter, hun levede; det var to
unge piger fra Fåborg, der skulde uddannes videre i
København. Den ene var en d a tte r af agent Ploug, den
anden R i b o r g Voigt, der også bode hos os; hun var
en højst elskværdig natu r, ikke egenlig smuk, men yndig
og med et par velsignede øjne. Det var dem, H. C.
Andersen ha r sunget om.
To brune øjne jeg nylig så,
i dem mit hjem og min verden lå,
dér flammede snillet og barnets fred —
jeg glæmmer det aldrig i evighed!
Heller ikke jeg glæmmer det, skønt i en anden forstand.
Jeg havde ingen søster, nu fik jeg en i hende, en god
søster, altid glad, frejdig, fuld af troskyldigt skælmeri;
og hvor klang det fynske, mål ikke sødt fra hendes
læber! Liden Riborg var 17 år gammel og jeg kun
noget over 13, men alligevel legede vi sammen som børn,
det var hun ikke for stor til.
En anden ung dame fra F åbo rg , hendes søster,
gjorde lidt senere et helt forskelligt indtryk på mig.
Hun var emanciperet, inden man hos os kændte til det
navn, red, skød, rode, gik på ja g t og fulgte enhver af
sine luner. Så viste hun sig uvæntet i et hus, hvor hun
ellers ikke kom, smed sig hen i sofaen, indlod sig i sam
ta le r og forsvandt tit lige så uvæntet, som hun kom.
Med ét kunde hun slå om fra det dybeste tungsind til
overgivenhed. Snart var hun den stolte, knipske, gammel
kloge jomfru og talte hån t om alle herrer, og sn a rt for
elskede hun sig i en g rad , der oversteg anstandens
grænser. Hun døde tidlig. På en dreng som mig så
hun dybt ned, men det gådefulde, sønderrevne i hendes