136 / 657
124
blev det, så vi m åtte næsten slæbe ham af sted. Han
gav sig idelig luft i afbrudte sæ tninger og anklagede sig
selv b itte rt. „Hvad vil de dog sige hjemme? Min søster
synker da i jorden! Hvor det gør mig uendelig ondt!
— J a dig — han vendte sig til Holger Tryde — havde
jeg nok væntet det af, du hjæ lper mig altid. Men du
dér — han vendte sig til mig — det er ædelt af dig;
— Jeg h a r syndet for Gud; hvad drukken mand har
gjort, skal ædru stå ved! — Og hvis det nu blev min
sidste dag? Drukkenbolte arve jo ikke Guds rige! —
Hu! Hvad er det? Lygten! Ikke andet! Men den
skinner mig sådan i ansigtet. Du vil nok se, bvor fæl
jeg ser ud! — Hør, Frederik Hammerich, din fader er
jo en af byens 32 mænd! Den lygte må han skaffe væk,
ellers gør jeg d e t“ ; han ruskede i den. — „Herre Jesus,
Jesus dog!“ — Laurent fik tå re r i øjnene hvert øjeblik.
Således gik det, til vi stod ved hans husdør.
Skolen havde et bibliothek, nu kunde jeg altså få
min læselyst styret. Jeg greb i flæng efter r o m a n e r
og slugte dem: v. der Weldes, der den gang var i ry,
Mazzarino, den store røver, Cartouche, F lorians fortæ l
linger. Flemmer mærkede det — han interesserede sig
altid for os — og advarede mig, henviste mig derimod
til Shakespeare, C ervantes; dér var åndsføde. Også dem
hentede jeg da hjem og læste Don Quixote og Hamlet.
Den sidste var mig for høj, dog har jeg et stæ rk t ind
tryk af graverkarlenes samtale, stæ rkere måske, fordi jeg
var til stede en gang den blev forelæst for min moder
og forelæst godt.
Men W a l t e r S c o t t var og blev min yndling. En
gammel, ellers ægte københavnsk frue, som bode hos
os, tilbragte hele dagen med a t læse i sådanne væ rker;
„hvem der dog havde det som hun,“ tænkte jeg med et
suk. Det samme kastede jeg en gang hen i jomfru
Prehns nærværelse som et løst indfald, og hun bragte
det igen op til fruen. Men hvor vred blev ikke den