122 / 657
110
h err V alen tiner,“ råb te knægten, „så slår jeg , Gud
straffe mig, igen!“ Snart stod der et formeligt slagsmål,
og hele klassen råbte hu rra. Men den sag gik up åtalt
hen, som næsten alle lignende, sådan var tonen. Kunde
sligt ske i timen, kan man let forstå, hvad der forefaldt
i frikvarteret på legepladsen. En af de dristigste her
var Lerbek, åndsnærværelsen og smidigheden selv, men
rå blev han aldrig. Heller ikke jeg var tam og vilde
så gærne udmærke mig, det kunde jeg nu bare ikke
mellem alle de store.
Når vi om vinteraftnerne gik fra skole, blev der
ringet og banket på porte og drevet andet uvæsen. Af
og til kom det til sammenstød med andre drenge, navnligt
med „Tyskerne“ fra P etri realskole.
Jeg husker en
skarp fægtning ved børsen mellem min broder og mig
på den ene side og grosserer B randts sønner. De var
mindre end vi, men hele fem mand stærke og fik desuden
hjælp af en stor dreng; så havde de også linealer og
sparebøsser, hvormed de dængede os.
I skolens øverste klasse, hvor jeg rykkede op om
efteråret 1822, var tonen bædre, især da et nyt sæt
drenge kom ind i den. Den var, som de andre, toårig,
men jeg m åtte på grund af min alder sidde der i 8 år
og kom endda alt for ung til universitetet. Min op
førsel var så som så, og der kunde vanke anmærkninger;
fliden var derimod ulastelig. Den ene præmie fik jeg
ved årsprøven efter den anden, deriblandt en mig kær
gave, historikeren F r. Sneedorfs skrifter, og i to år var
jeg skolens d u x . Her gjorde min æresyge sit gavn,
både den og fliden og samlivet med kamm erater trængte
det fantastiske hos mig tilbage og hjalp forstand
siden fræm.
I h i s t o r i e var jeg flink, altid kunde jeg min lektie,
fik aldrig under mg, og alligevel læste jeg ikke mere på
den, end i de øjeblikke, jeg kunde tilstjæle mig på
skolen. Men hjemme greb jeg efter enhver bog, der slog