HammerichEtLevnetsløb

105

Hun var herskesyg og rænkefuld, overspændt, fuld af

tysk føleri og følelser af miskændt værd, af krav, som

aldrig kunde stilles til freds, i grunden et højst ulykke

ligt menneske.

Alt i de første dage kom hun halvvejs på kant

med fader. Han satte ikke sønderlig stor pris på den

æstetiske dannelse, hun var stolt af; han var hende

også for jævn og naturlig ligefræm i ytringer og sårede

hendes fine følelser, så fine, a t hun først ikke vilde

bringe ham teen om morgenen på sengen, som han var

vant til. Da moder pålagde hende det, svarede hun:

„ihnen zu Gefallen, liebe Frau, werd ich es dann thun;

man kann ja auch sehn und doch nichts sehn.“ Vanen

til at tale tysk m åtte hun ellers snart lægge af.

Mig gik det ikke meget bædre end fader. Til fro

kost krævede jeg , måske temmelig rask, „to stykker

smørrebrød, et med pølse og et med ost“, og på hendes

indvendinger „jeg véd nok, hvad der er det rigtige“,

svarede jeg: „men sådan får jeg det altid af moder!“

Også fandt hun, jeg knejsede for højt med nakken,

noget, jeg i det mindste til dels gjorde ufrivilligt; den

ranke holdning, som flere kunde tage for stolthed, var

en arv efter moder. Heller ikke moder syntes ret om

sin selskabsdame, der dog her vendte sin elskværdigste

side ud. Det behagede hende ikke, at hun kun sjælden

så nogen lige ind i øjnene.

Adskillige skyer trak

således straks op, men alligevel blev jomfru Prehn i

huset i 14 år og fik kun alt for stor indflydelse.

Kort før hun kom, var vi to brødre bievne satte i

b o r g e r d y d s k o l e n på K r i s t j a n s h a v n .

Hjemme-

undervisningen, mente mine forældre, burde nu have

ende, vi var i en alder, hvor skolen var os. tjænligere;

og de havde ret, min fantastiske natur trængte til at

tøjles, ellers kunde den løbe løbsk. Fader stod gennem

bibelselskabet i forhold til professor Jens Møller, hvem

han bar megen agtelse for og derfor spurgte til råds i