114 / 657
En dag vilde hun have, jeg skulde synge en af
Ingemanns sange for hende. Jeg var undselig og sagde
nej, men hun holdt ved. „H ø r,“ sagde hun , og gav
tingen en ny vending, „du kan da k la tre , véd jeg !“
„Jo, det kunde jeg vel nok.“ „Lad mig se, er du bange
for at k latre op ad poststangen d é r? “ „Nej, bange var
jeg ikke.“ Altså jeg op på posten og tager plads øverst
oppe, nok så stolt. „Ja, men nu kommer du ikke ned,
inden du synger mig et stykke; det skal jeg nok lave!
Syng Bays kønne romance fra Ingemanns P rokne, jeg
véd du kan det, jeg h a r hø rt den før!“ Jeg så ingen
udvej. Stillingen var mindre tiltalende,snarest noget
ud sa t; jeg kunde ikke gå hen i en krog og synge, som
jeg ellers plejede van, når hun pressede på mig. Men
jeg tog mod til mig og hævede min røst.
Du, som, svøbt i skønheds rosenklæde,
går i jordisk dragt en himmelsk ånd,
du, hvis øje stråler hellig glæde,
pige, se, mit liv er i din hånd!
Sådan lød det fra posten, og neden for stod frøkenen
og klappede.
Ingen vil vist undre sig, når jeg med disse børne-
historier slu tter fortællingen om min egenlige barndom.
102